Nordjyder snuppede seks titler
Det blev til fem guldmedaljer og to sølvmedaljer ved de Jyske Mesterskaber.

Jesper Christensen hentede sin første titel for Pandrup Bokseklub. Foto: Michael Bygballe
Otte nordjyder deltog i finalestævnet søndag eftermiddag, og her blev det til seks titler. Pandrup Bokseklub blev stævnets suverænt bedste klub med tre guldmedaljer og en af sølv, mens Carsten Hammer Sørensen fra Hobro Atletklub genvandt sin titel i weltervægt. For Pandrup blev det guld til Jesper Christensen i mellemvægt, da han besejrede Daniel Holt fra AK Jyden 23-9 i en kamp, hvor Aalborg-bokseren måtte tage tælling flere gange. Det blev også til JM-triumf for veteranen Brian Brix i letvægt, der besejrede Eugene Lysytsya med 18-10, og endelig gav letsværvægteren Jim Andreasen en ny opvisning og fremvisning af sit store talent, da han vandt 23-18 over Rajab Sarwari fra Hinnerup Favrksov BK. Sarwari havde leveret en af stævnets største overraskelser, da han besejrede den danske mester Mathias Thomsen fra AK Jyden i semifinalen. Endelig blev det til sølv for Daniel Petersen, der var direkte kvalificeret til finalen i bantamvægt. Her blev han stoppet af landsholdsbokseren Dennis Ceylan allerede i første runde, da et uppercut ramte en næseskade, som han havde pådraget sig i den sidste sparring fredag. Endelig vandt Shaghayegh Ashkari fra den nye klub Vadum IF. I finalen i weltervægt vandt hun med 26-14 over Louise Jensen fra KIF Kolding. Endelig blev det til en JM-triumf til heidi Holm fra AK Jyden - hun vandt uden kamp i fluevægt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.