Nordjyder statister i derby'et

Aalborg 1. september 2003 06:00

CHARLOTTENLUND: Det blev den svenskejede Good Guy D K, der løb med sejren i Det Danske Derby, og for første gang kunne Skivetræneren Bent Svendsen sikre sig en derbysejr. Det skete efter en åbning, hvor Bent Svendsen havde taktikken klar, idet han straks tog fronten, og undervejs i løbet var der ro, så Bent Svendsen havde masser at køre med, da Good Guy kom først ind i opløbet. Allerede 200 meter før mål var Svendsen sikker på sejren og kunne række armene jublende i vejret og glæde sig over at have kørt 415.000 kr. hjem til de svenske ejere - og 10 procent til sig selv. I klar afstand kom favoritten Golden Photo F H, mens Ginger Ale blev tredie. De nordjyske deltagere spillede aldrig nogen rolle i løbet. Golden Radio blev lukket inde som tredje indvendigt og fik aldrig chancen, men lignede en, der godt kunne have snuppet trediepladsen. Giovanni og Gold New slog ikke til og endte ligeledes uden for præmierækken. Nu må de vente med at forsøge at få revanche til Aalborg Store Pris 14. september.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...