Nordjyder strandet i Tyrkiet

Fly hjem til Aalborg aflyst uden forklaring

Op mod 200 turister, der skulle være fløjet hjem til Aalborg fredag, er strandet i Tyrkiet. Rejseselskabet er nu gået konkurs. Arkivfoto

Op mod 200 turister, der skulle være fløjet hjem til Aalborg fredag, er strandet i Tyrkiet. Rejseselskabet er nu gået konkurs. Arkivfoto

AALBORG:Op mod 200 charterturister, som fredag eftermiddag skulle flyves hjem fra Tyrkiet til Aalborg, er strandet i Tyrkiet.

Uden nogen nærmere forklaring blev flyet, der skulle flyve for rejseselskabet Scanway/Tyrkiet Eksperten, aflyst, og det ramte også alle de charterturister, som fredag aften skulle flyves fra Aalborg på ferie i Tyrkiet.

Helt usædvanligt har det tyrkiske flyselskab, Onur Air, der flyver for Scanway/Tyrkiet Eksperten, kontaktet Aalborg Lufthavn direkte og meddelt, at de ikke fløj de planlagte flyafgange - uden uddybende forklaring.

Aalborg Lufthavn er blevet ringet op af en række charterturister, som ikke kan få besked om, hvad der foregår, men Aalborg Lufthavn havde lørdag morgen ikke mange oplysninger om sagen.

- Vi har fået at vide fra en medarbejder i Scanway/Tyrkiet Eksperten, at de vil indsætte et andet fly til og fra Tyrkiet, fortalte lufthavnsdirektør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn lørdag morgen.

Han har aldrig før oplevet, at et flyselskab kontakter Aalborg Lufthavn direkte for at meddele en aflysning, uden om det charterselskab, flyselskabet flyver for.

Det har ikke været muligt for NORDJYSKE Medier at komme i kontakt med rejseselskabet Scanway/Tyrkiet Eksperten, men lørdag formiddag oplyste selskabet så til Ritzau, at man erklærer sig konkurs.

Derfor skal Rejsegarantifonden nu overtage selskabets forpligtelser og sørge for at få de strandede charterturister hjem fra Tyrkiet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.