Nordjyder styrer mod medaljekampe

ESBJERG: Nordjysk badminton er fortsat med i kampen om de individuelle medaljer ved europamesterskaberne for U19-spillere i Esbjerg. I herredouble kom topseedede Søren Frandsen fra Lindholm uproblematisk videre fra onsdagens opgave sammen med makkeren Mads Hallas. De to vandt ubesværet 15-2, 15-3 over det belgiske par Yuhan Tan og Koeb Verlever og skal i dag op mod tyskerne Jan Sören Schulz og Olaf Schilz-Holstege. Efter tirsdagens sejr over et cypriotisk par slap Søren Frandsen onsdag også videre i mixeddouble sammen med makkeren Pernille Levinsky. De to vandt sikkert i to sæt, 11-2, 11-2 over den ungarske konstellation Attila Kaposi og Zsuzsa Kovacs. De to danskere møder i dag Greg Anderson og Alison laing fra Skotland. I damesingle var Lindholm-duoen Lykke Møller og Nanna Brosolat i aktion to gange i går. I sin første opgave vandt Lykke Møller 11-1, 11-3 over Tinna Helgadottir fra Island, og sent i aftes stod Larysa Griga fra Ukraine så på den anden side af nettet. Nanna Brosolat slog russeren Olga Kozlova 11-7, 11-5 og mødte sent i aftes en anden russer, Nina Vislova. De sene kampe blev først færdigspillet efter redaktionens deadline. OM