Nordjyder synger nordisk

Musik 28. oktober 2002 07:00

BÆLUM: Søren Ohlsen og Henriette Danielsen synger nordisk musik i Bælum Kirke på torsdag 31. oktober, og det bliver det lokale bidrag til dagens landsdækkende tema "Spil og syng dansk". De to unge sangere er begge uddannet fra Nordjysk Musikkonservatorium og er tilknyttet Den Jyske Opera, de synger begge i vokalensemblet Cambiata, og sammen giver de koncerter over hele landet. Søren Ohlsen optrådte også i Bælum her i foråret, da han fortolkede Theodorakis-sange i Skovpavillonen. Torsdagens program byder på traditionel kirkelig folkemusik, blandt andet nogle gamle svenske og norske folkemelodier arrangeret af Johansson, nogle viseprægede satser af Hovland, samt gamle salmer med musik af nutidige nordiske komponister. Den kendte vise "Sorrig og glæde" fremføres i et poetisk arrangement, hvor den lokale fløjtenist Annie Jensen lægger en fløjtestemme til. Til sidst vil Henriette Danielsen og Søren Ohlsen synge kendte aftensange som duetter, blandt andre "Sig månen langsomt hæver" og "Fred hviler over land og by". Koncerten indledes af Bælum-Solbjerg kirke- og skolekor dirigeret af Ann Bidstrup, Inge-Lise Bjørnvig akkompagnerer de to solister på orglet, og Annie Jensen supplerer med fløjte på et par af numrene. Bælum menighedsråd har arrangeret den nordiske koncert, hvortil der er fri entre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...