Nordjyder til EM

HELSINKI: Rasmus Damsgaard og Nicolai Holm Jensen fra Aalborg Sejlklub satser hårdt på at slutte blandt de 20 bedste ved EM for europajoller, som afholdes fra søndag og otte dage frem i den finske hovedstad Helsinki. På grund af de store ambitioner tog de to nordjyske sejlere som de første danskere allerede i sidste weekend til Finland. - For at træne og lære de lokale forhold at kende. Da der i Helsinki er mange små øer, kan der være meget lokal strøm og vindforhold. For at vi kan levere et godt resultat, er det vigtigt at kende til disse forhold, fortæller Nicolai Holm Jensen fra den finske hovedstad, hvor der er udsigt til sommerlige temperaturer og ikke ret meget vind de kommende dage. Herligt for turister - knap så festligt for EM-deltagerne, hvis de vil have vind i sejlene.OM