EMNER

Nordjyder trak kontroversielt forslag

Efter lidt debat, valgte nordjyder at trække forslag om boligskat

AALBORG:Det skabte spænding på den socialdemokratiske kongres til det sidste - om nordjyderne ville fastholde deres forslag om at indføre skat på salg af dyre ejerboliger, eller om de ville lade det falde. I sidste øjeblik valgte de 36 forslagsstillere at lade forslaget falde i accept af, at partitoppen har tilsluttet sig regeringens skattestop. - Vi har jo hele tiden sagt, at vi ikke ønskede at lave ballade, vi ønskede sådan set bare debatten. Og da vi kunne se, hvor det bar henad, og hvor stor opmærksomhed, der kom fra pressen, så valgte vi at trække det, forklarer forslagsstillernes ordfører og formand for Sundby Hvorup vælgerforening, Lene Jakobsen. Partiledelsen valgte ikke overraskende at anbefale forslaget til forkastelse inden da, men Lene Jakobsen trøster sig ved, at partiledelsen åbnede en smule for at tage debatten fremover. - Det må vi så bare sørge for sker. Hvis ikke den kommer af sig selv, så er vi her jo stadigvæk, griner hun. Klaus Hækkerup havde nemlig valgt at stille et lignende forslag, og han insisterede på at lade forslaget komme til afstemning i ’lighedens navn’. Dermed opstod den lidt bizare situation, at hans ældste søn, Nick Hækkerup, borgmester i Hillerød og næstformand i partiet, måtte gå på talerstolen på ledelsens vegne og anbefale at nedstemme farens forslag. - Hvis min lillebror (folketingskandidat Ole Hækkerup red.) sidder dernede og gnækker nu, så er det fordi, at jeg er ved at skrive mig ud af familietestamentet, indledte Nick Hækkerup derfor. Faderens forslag fik kun 10 stemmer.