Nordjyderne bruger mindst på ferien
Vi er den region, der har landets laveste feriebudget
NORDJYLLAND: Beboerne i samtlige af landets regioner skruer op for feriebudgettet i år, men nordjyderne vil bruge mindst. Og så er der flere end nogensinde, der slet ikke vil holde ferie.
Det er nogle af de resultater, der kan læses ud af en undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Nordea.
Undersøgelsen viser, at en gennemsnitsfamilie vil bruge 13.190 kroner på at holde ferie i år.
Tallet dækker hele ferien og omfatter de adspurgtes egne vurderinger af udskrivningerne til transport, shopping, oplevelser og forlystelser - uanset om man holder ferie hjemme eller tager på rejse.
Det er i gennemsnit 600 kroner mere end sidste år, og nordjyderne er dem, der klart vil bruge færrest penge, nemlig i gennemsnit 11.010 kroner pr. husstand.
- De 600 kroner svarer til en stigning på fem procent i forhold til i fjor, men isoleret set har især én region skruet langt mere op, nemlig sjællænderne, der har tænkt sig at bruge hele 14 procent mere, end de havde planer om sidste år, siger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Nordea.
Flere har ikke råd
Hun nævner dog, at de største udsving i feriebudgetternes størrelse ikke overraskende handler mere om husstandsindkomsterne end om bopælen.
Tjener man i husstanden over 1.000.000 kroner, er der i gennemsnit lagt 27.880 kroner i feriesparegrisen mod 6880 kroner hos de familier, der tjener under 300.000 kroner.
Og så er der de mange, der slet ikke kan finde luft i budgettet til at holde ferie.
Dem er der 389.000 af i år, hvilket er mere end 100.000 flere end sidste år.
- Faktisk svarer 11 procent af danskerne, at de ingen sommerferieplaner har. Det gælder især familier med de helt lave husstandsindkomster og så de unge under 26 år. Blandt de unge har 17 procent ikke noget sommerferiebudget. Det er over dobbelt så mange som i 2013, siger Ann Lehmann Erichsen og fortsætter:
- Børnefamilierne prioriterer derimod ferien højt. Blandt dem regner kun fire procent med, at det ikke bliver til sommerferie i år.
Og så regner hver fjerde husstand med at kunne klare sommerferien for under 5000 kroner.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.