Medievirksomhed

Nordjyderne er sikret digitalt tv

Forsøgsprojekt reddet

AALBORG:Op mod 8000 nordjyske familier har investeret i en speciel boks, så de kan se DR1, DR2 og TV2 i digital tv-kvalitet. Men de har været tæt på at miste muligheden for resten af året. Det skyldes, at TV2/Nord har trukket sig ud af TV2/Nord Digital, som er et selvstændigt selskab, der siden 2002 har sendt jordbaseret digitalt tv som et forsøg. Tv-stationen meddelte allerede i efteråret, at den ikke længere ønskede at putte penge i projektet, og nu har man trukket sig helt ud og bedt om, at TV2/Nord Digital tager et andet navn. Tilbage har så stået risikoen for, at de cirka 8000 nordjyske husstande - som enten deltager i forsøget som testpiloter eller som selv har anskaffet en såkaldt set-top-boks for at kunne udnytte de digitale signaler - i en lang periode ikke ville have muligheden. Et landsdækkende digitalt sendenet ventes nemlig først taget i brug omkring årsskiftet. Men den digitale tv-hverdag for de involverede familier er nu reddet, oplyser Bent Bjørn, der nok er fyret fra sit job som chef for TV2/Nord, men som stadig er adminstrerende direktør for TV2/Nord Digital. Han fortæller, at Fonden til fremme af tv-spredning i Nordjylland i samarbejde med Danmarks Radio og TV2 er gået ind og har sikret, at selskabet fortsat kan drive forsøgsprojektet. Det betyder, at nordjyderne som de første i landet permanent er sikret jordbaseret digitalt tv. Ved hjælp af en set-top-boks kan de se DR2 via en almindelig stue- eller tagantenne, og de får en bedre generel modtagelse af DR1 og TV2, oplyser Bent Bjørn.