Nordjylland får ingen energibyer

Thisted og Frederikshavn forbigået, da Connie Hedegaard udnævnte landets første energibyer.

Morten Kyndby Holm
Connie Hedegaard, klima- og energiminister overrækker det synlige bevis på at Skive er en af Danmarks tre energibyer til Flemming Eskildsen, borgmester i Skive på et pressemøde i København mandag d. 6 oktober 2008. Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2008
Naturvidenskab 7. oktober 2008 01:20

Danmarks første energibyer hedder Skive, Kolding og København. Dermed blev de to nordjyske kandidater forbigået, da klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) mandag satte navn på tre frontløbere på klima- og energiområdet. Thisted og Frederikshavn var blandt de 13 kommuner, som havde lagt billet ind på titlen. - Vi tager det som en oplevelse, siger Thisted-borgmester Erik Hove Olesen (S), som var i København for at være med til energiby-udnævnelsen. - Det var besparelser og energimærkning af bygninger, der blev fokuseret på. Det er ikke dér, vi er helt med i førerfeltet. Vi ville selvfølgelig gerne have været energiby, men vi forsøger igen til marts, og hvis det der handler om varmeforsyning og vedvarende energi, så er vi helt klart være med. Og så glæder vi os over, at vores venner fra Skive blev udnævnt, siger han. Thisted har markedsført sig selv som energi- og klimakommune med bl.a. en film, som bl.a. fortæller om, at Thy er mere end 100 pct. selvforsynende med vindmøllestrøm, samtidig med at fjernvarmeværker i kommunen leverer CO2-neutral varme. Ifølge Klima- og Energiministeriet har Skive gennem lang tid arbejdet med at reducere energiforbruget over en bred front. bl.a. gennem energibesparelser i offentlige bygninger. Kolding har satset stort på vedvarende energi og har vist, at vækst og klimaforbedringer går hånd i hånd. I København har fokus været på cyklisme, kollektiv trafik og omlægning til fjernvarme. Men ifølge formanden for bedømmelseskomiteen, prorektor Lykke Friis, har kapløbet været tæt: - Alle byer har levet op til kriterierne for at blive energiby og leverer dermed mange klimahestekræfter til resten af landet. De tre, der har vundet, trækker voldsomt over hele linjen - i form, af allerede opnåede resultater og visioner, energiledelse, innovation og inddragelse af borgerne, siger Lykke Friis. De øvrige kandidater til titlen var Albertslund, Egedal, Lolland, Middelfart, Samsø, Solrød, Sønderborg og Århus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...