Nordjylland glemt i planer

Staten har ikke landsdelen med i sine tanker om Danmarks udvikling

Lokalpolitik 14. september 2009 06:00

NORDJYLLAND: Nordjylland er stort set ikke med i de planer, som staten har for de kommende års udvikling af Danmark. Forgæves har de nordjyske kommuner og regionen prøvet at råbe staten op. Situationen vækker vrede hos flere borgmestre og regionspolitikere. - Det ser ud, som om udviklingen bliver centreret omkring hovedstaden, Århus og trekantområdet. Man styrker de centre, der allerede eksisterer, og så må vi andre klare os, som vi nu bedst kan. Statens planer levner Nordjylland alt for få muligheder, siger Morsøs socialdemokratiske borgmester Egon Pleidrup, der er formand for de nordjyske kommuner. Utilfredsheden er rettet mod det forslag til en såkaldt landsplanredegørelse, som Miljøministeriet er ved at udarbejde. Her er hovedstaden og Østjylland udpeget som landets eneste vækstcentre. Borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Gade (V) er enig: - Man skal passe på, at man ikke skærer Jylland over nord for Randers, siger Mogens Gade. - Vi risikerer, at dele af Nordjylland ender som museer, siger Brønderslev Kommunes borgmester Mikael Klitgaard (V). Efter Region Nordjyllands vurdering er der i planen ingen visioner for udvikling af mellemstore byregioner som f.eks. Aalborg. Over for Miljøministeriet har Egon Pleidrup og regionsrådsformand Ulla Astman (S) bl.a. foreslået, at Aalborg blev en del af det østjyske bybånd. Det er ikke taget med i statens oplæg. Side 4-5

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...