Nordjylland har taget teten på ITS-området

Udsigt til udvikling, nye virksomheder og nye arbejdspladser

Lemvig 3. september 2002 08:00

AALBORG: - Nordjylland er fuldt på højde med resten af Europa. Når det gælder udvikling af teknologi til trafikstyring, kan vi sagtens gøre os gældende, og med oprettelsen af ITS North Denmark har vi simpelthen taget teten på hele landets vegne. Det fastslår Christian Broberg, administrerende direktør for det aalborgensiske internetbureau WebHouse, et af de firmaer, der for nylig var med ved stiftelsen af den nye forening, og et af de firmaer, som rent faktisk allerede har praktisk erfaring på området for Intelligente Transport Systemer. Han ser ITS som et meget lovende indsatsområde for Nordjylland og ikke mindst et område, hvor vi blandt andet på grund af forskningsmiljøet på Aalborg Universitet, den store ekspertise inden for mobilteknologi og den offentlige opbakning har rigtigt gode chancer for at gøre os bemærket. - Og det handler altsammen om at skabe udvikling, nye virksomheder og nye arbejdspladser, siger Christian Broberg, der i det små selv har gjort det samme, siden han i 1995 øjnede en fremtid i at skabe at skabe webløsninger, forenklet sagt hjemmesider, for firmaer. Vokseværk Han var dengang sælger og programmør i et it-firma, men begyndte for sig selv hjemme hos sin mor, Bente Broberg. - Min bror Mikkel kom også med, og det er stadig os tre, der ejer og leder firmaet, hvorved vi formentlig er landets ældste internetbureau med samme navn og samme ejerkreds, fortæller Christian Broberg, som med nordjysk snusfornuft har navigeret uden om dotcom-eventyret med alle dets faldgruber. I stedet har WebHouse stille og roligt udviklet sig til nu at have 12 medarbejdere, og en kundegruppe, der blandt mange andre tæller Sonofon, Cheminova, Flextronics, Koda, Aalborg Kommune, Nordjyllands Amt, Energinord, EU Kommissionen og Det Digitale Nordjylland. Kerneproduktet er software til opbygning af websider, Extranet og Intranet for firmaer: - Vi har udviklet vores eget produkt, Odeum Content Management System, til formålet, men det sker også, at arbejdet med at designe en webside fører til design af et firmas logo, brevpapir og så videre, selv om vi jo egentlig ikke er et markedsføringsbureau, siger Christian Broberg. Analyser Han oplyser, at WebHouse også laver analyser af websidernes brugervenlighed. Kan brugerne finde rundt på dem? Kan de overhovedet finde siderne? Ikke mindst sidstnævnte er en særlig disciplin, som handler om, at de forskellige søgemaskiner på nettet gerne skulle udvælge firmaets side, når brugerne anvender søgeværktøjerne. - Men det har vi bygget ind i Odeum, som simpelthen er guf for en søgemaskine, hævder Christian Broberg. Og nu er WebHouse altså også en vigtig brik i det der gerne skulle blive til et ITS-eventyr for Nordjylland. At Christian Broberg og WebHouse er med i den sammenhæng er imidlertid - som så meget andet her i livet - lidt af en tilfældighed, som daterer sig syv år tilbage. Dengang var Aalborg Havn nemlig en af de allerførste kunder, som det nye bureau overhovedet fik, og siden er langt de fleste større havne herhjemme også kommet med i kundekredsen. EU-projekter Havne er naturligvis noget med transport, så på den led kom WebHouse i kontakt med Ertico, en international forening, som i Bruxelles arbejder på at fremme anvendelsen af IT i transportsektoren. - Sammen med folkene i Ertico har vi indtil videre deltaget i fem forskellige EU-projekter, som alle handler om transportorienterede services på internettet. På et tidspunkt foreslog de to danske medarbejdere i Ertico, at vi tog kontakt til Nordjyllands Amt, som havde planer om at gå aktivt ind i ITS-ideen. - Og nu er ITS North Denmark altså en realitet med amtet som den bærende kraft og en række aktører, der opfatter det her som en værdifuld indsats for sig selv og for vores landsdel, anfører Christian Broberg. - Her i WebHouse ser vi for eksempel mange muligheder i ITS med hensyn til produktudvikling, udvidelse af vores netværk og kendskab til nye samarbejdspartnere. - Helt overordnet både satser og tror vi også på, at det netop bliver en webbaseret standard, der kommer til at binde alle de fremtidige ITS-elementer sammen, og dermed er det jo ekstra interessant for os, siger Christian Broberg.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...