EMNER

Nordjylland igen bagest i køen

Der er en stor risiko for, at man i renoveringen af de danske togskinner vil forsøge at løse problemerne

mellem Århus og København samt på det københavnske S-tognet først. Det betyder, at Nordjylland igen bliver sat bagest i køen. Det er helt uacceptabelt. Alle nordjyske folketingsmedlemmer må derfor på banen nu. Vi må kræve, at problemerne i Nordjylland løses som nogen af de første, og at der afsættes flere penge til en hurtig indsats, så også problemerne mellem Århus og København kan løses. Vi har naturligvis også brug for hurtige og præcise tog til København. Et særligt pres må lægges på de nordjyske folketingsmedlemmer fra Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale. Transportministeren har meddelt, at andre partier ikke bliver lukket ind i forhandlingerne om fornyelsen af skinnenettet. Det er ærgerligt og dumt, men så ved vi da i det mindste, hvilke nordjyske folketingsmedlemmer, der bærer ansvaret, hvis Nordjylland igen kommer bagest i køen.