Turisme

Nordjylland øger sin turistposition

Trojel Turistmarketing noterer sig for flere danske og norske overnatninger

AABYBRO:Mange flere danskere end tidligere har i år valgt at holde ferie i deres hjemland, og det er ikke mindst kommet Nordjylland til gode. Det oplyser direktør Merete Trojel-Hansen fra Trojel Turistmarketing, der har hjemme på Skeelslund ved Aabybro. Her ved slutningen af turistsæsonen kan hun konkludere, at firmaet har haft sin bedste sæson i firmaets seks-årige historie med en omsætning, der vil ligge i omegnen af 22 mio. kr. Årsagen er blandt andet en stigning i antallet af danskere på ferie i eget land - via firmaets forskellige kortprodukter - på 15 procent: - Vores tal indikerer, at Nordjylland i år ikke blot fastholder, men også udbygger sin position som et af danskernes foretrukne feriemål inden for landets grænser, siger Merete Trojel Hansen. Også på det norske marked har der været en stigning, omend mindre, men bag stigningen ligger der noget af en adfærdsændring hos nordmændene. De har nemlig valgt længere ferieophold i Danmark end tidligere. Det såkaldte "kort-ferie-kort", som Trojel Turistmarketing sælger gennem Color Line, findes i forskellige udgaver med fra to til fem døgns ophold, og salget af de sidstnævnte er i år steget markant. Det betyder igen, at antallet af norske overnatninger i Nordjylland er steget. Ifølge Merete Trojel-Hansen fremgår landsdelens popularitet også af, at Fårup Sommerland i år har haft en af de bedste sæsoner siden 1992, når det gælder besøg af nordmænd og danskere, som altså blandt andet er formidlet via hendes forskellige produkter.