Nordjylland på egne ben

Arbejdsmarkedschefens mål: støttefrit Nordjylland

Arbejdsløshed 23. august 2007 06:00

NORDJYLLAND: Direktør i Arbejdsmarkedsregion Nordjylland, Karsten Simensen, har et personligt mål: Nordjylland skal være støttefrit i år 2020. Den traditionelle udkantregion, gennem årtier afhængig af egnsudvikling og strukturfondsmidler i milliardstørrelsen, skal stå på egne ben. Målet tegner sig realistisk, synes han. Ledigheden nærmer sig hastigt 0. Lige nu er der 10.035 arbejdsløshedsforsikrede nordjyder uden arbejde. Det er 3,6 pct. og har aldrig været lavere. Der er kun en fjerdedel så mange ledige som for halvandet år siden. I Thisted er ledigheden helt nede på 1,5 pct. Læsø har flere odds mod sig, men selv her er ledigheden rekordlav 6,9 pct. Fortsætter den udvikling, vil Nordjylland længe inden fristen have nået én af forudsætningerne for at regeringens 2015-plan kan hænge sammen: 45.000 flere i arbejde i 2015. I Nordjylland vil det sige 4000-5000 mennesker. - Det er ikke uoverkommeligt, siger han. Forandringen Det nordjyske erhvervsstruktur er under forandring. Små og mellemstore virksomheder er i fremvækst, og selv de traditionelle fremstillingsvirksomheder tager ny teknologi i brug og ansætter akademisk uddannet arbejdskraft. Det stiller også nye krav til arbejdsstyrken. - Vi er i gang med at udarbejde et kompetenceregnskab, baseret på data fra en masse virksomheder, og denne kortlægning kan danne basis for et kompetencebudget, som beskriver den forventede efterspørgsel og dermed giver mulighed for at planlægge uddannelse og efteruddannelse, siger han. Der er relativt flere ledige kvinder og ufaglærte end mænd og faglærte. Men også for dem tegner der sig bedre muligheder. Karsten Simensen peger blandt andet på voksenlærlingeordningen og på en større erkendelse hos virksomhederne af, at de også har et ansvar for oplæringen af nye medarbejdere. - Udfordringen er nu at få den næste gruppe ind på arbejdsmarkedet: de, som står forholdsvis langt fra arbejdsmarkedet - kontanthjælpsmodtagerne - men også her oplever vi bedre muligheder og god vilje, siger han. Men lederen af én af de institutioner, der varetager opkvalificeringen af den nordjyske arbejdsmarkedet, direktør Lars Bo Breddam, AMU Nordjylland, er ikke tilfreds: - Vi har masser af efteruddannelseskurser, men de henvender sig stort set kun til folk i arbejde. Paradokset er, at der praktisk taget ikke gives støtte til kurser for ledige. Det savner jeg i regeringens udspil, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...