Lokalpolitik

Nordjylland tilhører den innovative fortrop

Ekspert i innovation mener, at Nordjylland er vågnethurtigere end andre regioner

NORDJYLLAND:Fra 1997 til 2003 steg Nordjyllands samlede udgifter til forskning og udvikling med 147 procent. Fra 919 millioner kroner til 2,3 milliarder kroner. Det betyder, at Nordjyllands andel af Danmarks samlede udgifter til forskning og udvikling på seks år steg fra 3,8 til 6,3 procent. - En af forklaringerne er, at konverteringen fra industrisamfund til vidensamfund har ramt hårdt i Nordjylland. Det, der engang var godt, var pludselig skidt. Og så har man ført en intens debat, som har været med til at vække landsdelen, mens andre stadig sover, siger Anders Drejer, ekspert i innovation og professor ved Handelshøjskolen i Århus. Tallene, der stammer fra Dansk Center for Forskningsanalyse i Århus, fortæller, at Nordjylland har skruet markant mere op for de innovative kedler end nogen anden region. Og med samlede udgifter på 2,3 milliarder i 2003 er Nordjylland den region, der bruger tredje flest kroner på forskning og udvikling. Kun overgået af Østjylland og Hovedstadsregionen. Sidstnævnte med 23,5 milliarder. En væsentlig del af den innovative satsning er trukket af virksomhederne inden for mobil- og satellitkommunikation. Savner politisk mod Inden for netop den branche har Nordjylland ifølge Anders Drejer mulighed for at blive førende i Europa. - Men det kræver, at der er politisk vilje til at satse på området. De regionale politikere skal turde prioritere benhårdt og ikke satse på støtteordninger til gamle produktionserhverv, siger Anders Drejer, der mener, at de nordjyske politikere har en tendens til at lurepasse i håb om at få flere støttekroner. - Det kan godt være, at de har en vision. Men de siger den ikke højt, mener Anders Drejer. Størstedelen af væksten i nordjyske udgifter til forskning og udvikling er båret af erhvervslivet, der smed 1,5 milliarder kroner efter innovation i 2003. - Den tendens vil fortsætte fremover. Det er min klare fornemmelse, at nordjyske erhvervsledere er længere fremme i deres erkendelse af, at man er tvunget til at investere i viden og innovation, hvis man fortsat skal flytte sig, siger Anders Drejer. Anden mest innovative De kraftigt øgede udgifter lader sig aflæse i den regionalpolitiske vækstredegørelse, Økonomi- og erhvervsministeriet netop har offentliggjort. Andelen af nordjyske virksomheder, der har indført nye eller væsentligt forbedrede produkter i perioden 2003 til 2005 er cirka 40 procent. Det rækker til en delt andenplads med Region Midtjylland. Kun overgået af Region Hovedstaden.