25 år med magt: Borgmesteren har ændret byen

Som 24-årig tog Thomas Kastrup-Larsen første gang plads i byrådssalen 

Thomas Kastrup Larsen fejrede fredag 25 år som politiker i Aalborg.  <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Thomas Kastrup Larsen fejrede fredag 25 år som politiker i Aalborg.  Foto: Kim Dahl Hansen

AALBORG:Nogle vil mene, at det slet ikke er noget at fejre; at bare det, at jubilæet overhovedet bliver markeret, er et symbol på det meste af det, der er galt. For hvorfor skal kommunen overhovedet bruge penge på borgmesterens 25-års jubilæum i lokalpolitik? 

Er det ikke bare ren pamperstil, hvor venner inviteres til vin og fint anrettet mad på skatteborgernes regning - og til aftaler om endnu en omgang lyssky forretninger?

I hvert fald ved borgmester Thomas Kastrup-Larsen godt, at anklagerne om pamperi vil komme. Det er han blevet kaldt i nærheden af en million gange på Facebook i løbet af de seneste år, og formentlig derfor var jubilæet da heller ikke slået bredt op, og prangende var det heller ikke. 

Receptionen fandt godt nok sted i Gigantium, men ikke i den store hal.  

Den var henlagt til det mere ydmyge konference-lokale oven på svømmehallen, hvor i underkanten af 200 gæster dukkede op. 

Der var rejer, noget kød, mousse og kage til de omkring 200 fremmødte gæster. 

Der var rejer, noget kød, mousse og kage til de omkring 200 fremmødte gæster. 

Serveringen var fin - rejer, noget kød, noget mousse, kage og chilensk rød og hvid - ikke ekstravagant, men alligevel festligt.

Nu er 25 år i lokalpolitik trods alt også en præstation, der kan være værd at markere. 

For Thomas Kastrup-Larsen, født i Kalundborg,  har unægtelig sat et aftryk på på den by, han flyttede til i 1992.

Få ved efterhånden så meget om Aalborg som Thomas Kastrup-Larsen. Først var han menigt byrådsmedlem, senere rådmand og lidt senere den oplagte afløser for daværende borgmester, Henning G. Jensen, og borgmester blev han i 2014. 

Gennem 25 år har han haft stor, stor indflydelse på byens udvikling - formentlig ikke overgået af nogen anden - og den udvikling har været nærmest revolutionær. 

Ikke at Kastrup-Larsen har bestemt det hele, men betydelig indflydelse har han haft. 

Omtrent 450 byrådsmøder har han deltaget i, og det er ganske enkelt en anden by end den by, der var, da han for første gang deltog i et byrådsmøde tilbage i januar 1998. Dengang var han bare 24 år, og Aalborg var stadig de brune værthuses by, cafeerne kunne tælles på en hånd, og skorstenen på Nordkraft var byens skyline. 

Dengang var det en arbejderby, i dag er cirka hver femte indbygger studerende. Dengang var der god plads på havnen - det er der ikke i dag, hvor der kun vanskeligt kan klemmes endnu en glasfacade ind.  

I de 25 år er Aalborg blevet større og rigere, Nordkraft er blevet kultur, og hvor meget af det, der skal tilskrives det socialdemokratiske styre er der ingen, der ved. 

Men roser for den udvikling fik Thomas Kastrup-Larsen i hvert fald en del af fra den lange række af talere, der også roste ham for samarbejde, empati og ordholdenhed.

Ingen - heller ikke politiske modstandere som V-politikerne rådmand Jan Nymark Thaysen og regionsrådsformand Mads Duedahl - nævnte de senere års mange tvivlsomme sager fra borgmesterforvaltningen. 

Deres taler lød ikke som nogen, der kom fra politiske modstandere, men derimod politiske kolleger - mest dril var der i at påpege den sørgelige tilstand, borgmesterens favorithold, Liverpool, p.t. befinder sig i. 

Tidligere borgmester, Henning G. Jensen, var med til receptionen. 

Tidligere borgmester, Henning G. Jensen, var med til receptionen. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.