25 brandfolk har været på arbejde det meste af natten: Hus er totalt udbrændt

En villa i Bedsted i Thy er udbrændt og nabohuset er varmepåvirket. Familien kom ud i god behold

Arkivfoto

Arkivfoto

BEDSTED:Brandfolk fra Hurup og Thisted samt Beredskabsstyrelsen fra Thisted har siden klokken 02.40 natten til søndag kæmpet med at slukke en større brand på Vestervigvej i Bedsted i Thy.

- Huset er praktisk talt helt væk. Kun ydermurerne og en del af garagen står tilbage, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab, Nicolai Kanstrup.

Branden har dog været så voldsom, at også nabohuset er blevet påvirket af varmen fra branden.

Nicolai Kanstrup fortæller, at der er ild i et hjørne af huset, da de første brandfolk når frem, men ilden breder sig meget hurtigt og da brandfolkene er klar til at slukke er huset stort set overtændt.

- Der bor en familie på far, mor og et barn i huset. Heldigvis er den ene af forældrene vågen og får hurtigt resten af familien ud i sikkerhed, ligesom naboen bliver vækket. De bliver alle tilset af en ambulance, men ingen er kommet noget til, siger han.

Der var været 25 mand på slukningsopgaven, og der er bedt om udstyr i både Thisted og ved Beredskabsstyrelsen.

Ved 06-tiden begyndte mandskabet på efterslukningsarbejdet, for at sikre, at ilden ikke bluser op igen.

Nicolai Kanstrup, har ingen idé om, hvordan branden er startet.

- Der er lidt forskellige meldinger, så politiet har bedt brandteknikerne om at komme og undersøge stedet, og så må de finde ud af, hvad der præcist er årsagen, siger han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.