28-årig snød sin bankrådgiver: Løj om millionsalg til TV2 og forfalskede underskrifter
En 28-årig mand fik sin bankrådgiver til at hæve kredit med flere hundrede tusinde

Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen
NORDJYLLAND:En 28-årig mand manipulerede sin bankrådgiver til at hæve hans kredit med 362.000 kroner i en nordjysk bank mellem marts 2015 og juni 2016. Det oplyser specialanklager Mette Vestergaard, Nordjyllands Politi.
Den 28-årige fortalte sin bankrådgiver, at han var blevet hyret af TV2 til at lave et tv-program, Garager for Millioner. Sidenhen valgte TV2 dog at droppe programmet, ifølge den 28-årige.
Den 28-årige havde derfor indgået et forlig med TV2, der betød at tv-kanalen købte den 28-åriges selskab for 3,5 millioner kroner. Han kunne fremvise et forligsdokument, hvor TV2's finansdirektørs og bestyrelsens underskrifter stod på.
Dokumentet viste sig dog at være forfalsket, og den 28-årige havde blot kopieret underskrifterne fra TV2's årsrapport.
Den 28-årige fik seks måneders betinget fængsel med krav om samfundstjeneste, da han tirsdag var for Retten i Aalborg.
Han tilstod at have bedraget sin bankrådgiver og forfalsket underskrifterne og modtog sin dom.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.