Coronavirus

3.g'erne vil have sommerens eksaminer aflyst efter et halvt studieliv bag skærmen

På blot to dage har borgerforslag samlet over 36.000 underskrifter

Mange tusinde danskere har på få dage skrevet under på, at årets studenter ikke skal til eksaminer i fuldt omfang. Hvis coronakrisen fortsætter, kan de gymnasieelever, der dimitterer til sommer, have modtaget virtuel undervisning i omtrent halvdelen af deres gymnasietid. Arkivfoto

Mange tusinde danskere har på få dage skrevet under på, at årets studenter ikke skal til eksaminer i fuldt omfang. Hvis coronakrisen fortsætter, kan de gymnasieelever, der dimitterer til sommer, have modtaget virtuel undervisning i omtrent halvdelen af deres gymnasietid. Arkivfoto

NORDJYLLAND:Langvarig virtuel undervisning har ødelagt så meget af studietiden for de gymnasieelever, der bliver studenter til sommer, at mange af dem nu kræver politisk handling for at få aflyst en stor del af de eksaminer, der venter til sommer.

Helt konkret har et borgerforslag, som mandag blev fremsat under overskriften "En god afslutning til 3.g'erne", på blot to dage samlet flere end 36.000 underskrifter.

Det er nærmest ny rekord for borgerforslag, der blev indført som en mulighed i starten af 2018 med politisk løfte om, at forslag, der samler mere end 50.000 underskrifter, er garanteret en behandling i folketingssalen.

Niveau og motivation

Efter næsten et år med coronasmitte i det danske samfund er fjernundervisning nærmest blevet hverdag for de godt 30.000 unge danskere, der går på hver årgang i det almene gymnasium. Og med et aktuelt smittetryk, der ikke giver løfte om at ændre væsentligt på den situation, risikerer de kommende studenter at have modtaget næsten halvdelen af deres undervisning i gymnasietiden vis en computerskærm.Det bliver også pointeret i begrundelsen for forslaget.

"Meget af pensum er gennemgået virtuelt, hvilket har sænket niveauet på vigtige områder samt hæmmet elevernes motivation og faglige niveau", fremgår det af forslaget, hvor forslagsstillerne kræver at få samme vilkår som 3.g'erne i fjor.

Sammen med eleverne på de øvrige ungdomsuddannelser fik de efter et bredt politisk forlig i starten af april lov at gå op til færre eksaminer end sædvanligt, mens årskaraktererne blev gældende for de fag, de ikke kom til eksamen i.

Bag forslaget står en håndfuld københavnske gymnasieelever, men forslaget samler støtte i hele landet.

DGS bakker op

Også Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) bakker op om tankerne bag forslaget. Det fastslår Sara Højholt, der er en del af formandsskabet i DGS Region Nordjylland.

Sara Højholt, en del af formandsskabet for DGS i Nordjylland. Arkivfoto

Sara Højholt, en del af formandsskabet for DGS i Nordjylland. Arkivfoto

- I DGS foreslår vi at gøre det samme som sidste år og aflyse de fleste eksaminer og bruge læseferien på at indhente den tabte undervisning. Det gør vi, fordi den årgang af 3.g'ere, som dimitterer til sommer, reelt står i en situation, hvor halvdelen af deres gymnasietid er foregået under restriktioner, siger Sara Højholt, som til daglig selv går i 1.g på Aalborghus Gymnasium.

Hun modtager selv virtuel undervisning i biologi, da NORDJYSKE træffer hende.

- Det er også forskelligt fra gymnasium til gymnasium, hvilken undervisning man har modtaget, og derfor har alle elever heller ikke de samme forudsætninger, og det er ikke et rimeligt grundlag at sende elever til eksamen på, siger Sara Højholt.

Hun anerkender, at det ikke er optimalt for alle at miste muligheden for at bruge en eksamen til at ruste sig til videre uddannelse - og måske ændre på en årskarakter, der ikke nødvendigvis kommer let al den stund, at det kan være svært at overbevise en lærer om sit niveau baseret på virtuel undervisning.

- Det kan være svært at komme til orde - det kan det helt bestemt. Men man må jo stole på, at lærerne er i stand til at give den karakter, de føler er rigtig. Men det er helt klart, at årskaraktererne kan blive givet på et andet grundlag, end de ellers vil blive givet på, og det er rigtigt ærgerligt, siger Sara Højholt.

Minister: Vi er på bolden!

Hun deler det nordjyske formandsskab med Nikoline Prehn - datter af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn (S).

Måske han kan lægge et godt ord ind for sagen hos partifællen, børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil på hvis skuldre den politiske behandling af området hviler.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Tirsdag var hun ude at berolige de unge på landets ungdomsuddannelser.

icon

Vi har hørt jer, og vi er på bolden.

Pernille Rosenkrantz-Theil (S), Børne- og undervisningsminister

- Kære eksamensungdom. Det er vigtigt for mig at understrege: I behøver ikke at gå og bekymre jer. Vi ved, at jeres situation er en helt anden end normalt. Og det vil selvfølgelig afspejle sig i de beslutninger vi træffer i fht sommerens eksaminer. Hvis vi tager beslutningen for tidligt, kan vi komme til at skulle lave den om for mange gange - hvis f.eks der løbende sker forlængelse af nedlukning. Tager vi den for sent, kommer I og jeres lærere under for stort usikkerhedspres. Det er balanceakten, og det er årsagen til, at vi ikke har truffet beslutning endnu. Men vi har hørt jer og vi er på bolden, skrev hun i opslaget på sin Facebook-profil.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.