Rekordmange klager: Nu skal vi bruge modstanden rigtigt

Tal betyder noget. Med flere end 6.500 indsigelser fra utilfredse borgere er høringen om den 3. Limfjordsforbindelse ved at sætte ny danmarksrekord. Sjældent har et trafikprojekt herhjemme påkaldt sig så markant folkelig modstand.

Politik

Protest-rekord mod Egholm-linjen: Selv børn har indsendt indsigelser mod forbindelse

---

Men det tal, der virkelig betyder noget, er 90. Det er antallet af mandater, der skal til for at vedtage byggeriet af en 3. Limfjordsforbindelse over Egholm, og som forhandlingerne i Folketinget skrider frem, er der intet, der tyder på, at det brede flertal smuldrer. Tværtimod kan der komme en endelig infrastrukturaftale, allerede inden de mange høringssvar er samlet i et notat og overbragt til politikerne.

Det er ikke dog noget at være bekymret for, sagde Louise Faber i går til Nordjyske. Louise Faber er formand for Borgerbevægelsen mod en motorvej i Egholmlinjen, og hun gjorde opmærksom på, at politikerne er forpligtet til at følge de gældende regler for sådanne høringer og tillægge høringssvar betydning.

Men Louise Faber burde måske være bekymret. For der er ikke lighedstegn mellem, at politikerne skal ”tillægge høringssvar betydning” og så helt droppe projektet. Heller ikke selv om der sættes nye rekorder for høringssvar.

Der kan selvfølgelig stadig gå politisk hårknude i infrastrukturforhandlingerne, for der er mange andre trafikprojekter rundt om i hele kongeriget på bordet og dermed uhyre mange egeninteresser, der skal gå op i en højere enhed. Men når det kommer til lige netop 3. Limfjordsforbindelse, er projektet analyseret på kryds og tværs gennem mere end et årti, og at der eksisterer en meget højlydt protestbevægelse imod projektet, vil ikke i sig selv komme som en nyhed for de folkevalgte.

Hidtil har protesterne mod Egholmlinjen ikke rokket ved det politiske flertal. Det sker næppe heller nu. Det ville formentlig kræve nye og hidtil ukendte argumenter, og dem er der umiddelbart ikke kommet nogle af i høringsrunden.

Alligevel er det set i et demokratisk lys opløftende, at så mange har udnyttet deres ret til at gøre indsigelse. Nogle har endda hver især sendt op mod 17 protester ind, andre har gjort indsigelser på vegne af deres børn. Det er med til at puste omfanget af protestbevægelsen kunstigt op, men det ændrer ikke ved, at modstanden og viljen til at engagere sig er betragtelig. Kan vi ikke vende den kendsgerning til noget positivt? Det håber jeg.

Myndighederne – Aalborg Kommune og andre – bør notere sig, at der eksisterer en stor gruppe af ressourcestærke borgere, især i den vestlige del af byen, der er kritiske over for Egholmlinjen. De kan enten blive holdt ud i strakt arm, når anlægsfasen går i gang, eller de kan blive taget ind som kritiske medspillere.

Modstanderne selv, med blandt andre Louise Faber i spidsen, må omvendt snart erkende, at deres protester ikke er nok til at få stoppet flertallets ønske om at gennemføre projektet, men forhåbentlig formår de i stedet at mobilisere deres kræfter til også at stille kritiske, men konstruktive krav under selve byggeriet.

For der bliver brug for kritik og diskussion. En 3. Limfjordsforbindelse vil aflaste trængselsproblemerne i og omkring Aalborg og styrke erhvervslivet nord for fjorden, og det er vigtigt. Men vi skal ikke lade os spise af med en forbindelse, der ikke er tip-top moderne og gør brug af den nyeste teknologi. Vi skal derfor turde stille krav til byggeriet, så vi sikrer os, at der bliver anvendt de bedste materialer til at dæmpe støj, at der tages størst mulige hensyn til miljøet, og at alle berørte borgere bliver inddraget og om nødvendigt retmæssigt kompenseret.

I det arbejde tæller alle stemmer.