Frederikshavn White Hawks

Åkesson flyver fra White Haws for at blive landstræner

Den nordjyske assistenttræner skal fremover være cheftræner for det danske U-17 landshold

Frederik Åkesson forlader assistent-rollen i Frederikshavn for at blive cheftræner. Arkivfoto: Lars Pauli

Frederik Åkesson forlader assistent-rollen i Frederikshavn for at blive cheftræner. Arkivfoto: Lars Pauli

FREDERIKSHAVN:Efter to år som assistenttræner i Frederikshavn White Hawks, stopper Frederik Åkesson i klubben. Det sker fordi Frederik Åkesson er blevet udnævnt som ny cheftræner for det danske U-17 landshold.

Det skriver Elite Nord Frederikshavn A/S, der står bag ishockeyholdet i Frederikshavn, i en pressemeddelelse.

Da Frederik Åkesson i sin tid blev præsenteret i White Hawks, var der nok nogle, der rynkede lidt på næsen over, at en ægte ”Aalborg dreng” skulle stå i boksen i Frederikshavn. Men Frederik Åkesson har fået et godt navn i de frederikshavnske ishockeyhjerter.

På gensyn

Og Frederik Åkesson har også været glad for opholdet i Frederikshavn, fortæller han i pressemeddelelsen fra klubben.

- Jeg har været rigtig glad for tiden i Frederikshavn, men da jeg fik muligheden for at blive en del af unionen, skulle jeg vælge, om det skulle være det ene eller det andet. Jeg har tidligere været en del af unionen, og jeg ser meget frem til at være cheftræner for U-17 landsholdet. Jeg har altid været meget interesseret i at arbejde med talentudvikling i dansk ishockey.

- Det har virkelig været en god tid i Frederikshavn, og det bliver helt sikkert ikke et farvel, men et på gensyn. Jeg har fået flere nye gode venner og bekendte i byen, og jeg glæder mig til at se alle sammen igen, siger han.

Stolt over at levere til landsholdet

I Frederikshavn er man stolte over at kunne sende en træner videre til Danmarks Ishockey Union.

- Vi er sikre på, at de unge løver kan lære rigtig meget af Åke, og ikke mindst skabe gode resultater for dansk ishockey. Både på den korte og den lange bane.

En kæmpe tak til Frederik Åkesson for de to år i klubben, og vi ønsker ham stort held og lykke med det nye spændende job i Danmarks Ishockey Union, skriver Elite Nord Frederikshavn A/S i pressemeddelelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.