Coronavirus

Ældre kan blive tilbudt tredje vaccinestik

Politikere vil se på, om sårbare borgere skal tilbydes endnu et stik med coronavaccine

Det er op til sundhedsmyndighederne at vurdere, om ældre og sårbare borgere skal vaccineres, men sundhedsordførerne fra Konservative og Dansk Folkeparti mener, at det er noget, myndighederne bør se på. (Arkivfoto)

Det er op til sundhedsmyndighederne at vurdere, om ældre og sårbare borgere skal vaccineres, men sundhedsordførerne fra Konservative og Dansk Folkeparti mener, at det er noget, myndighederne bør se på. (Arkivfoto)

DANMARK:Både Konservative og Dansk Folkeparti mener, at det er en god idé at se på, om ældre eller sårbare borgere skal have et tredje stik af vaccinen mod covid-19.

- Vi stiller os positive over for et tredje stik. Vi har hele tiden vidst, at det kunne kommer på tale ved det, at nogle grupper ikke bliver dækket lige så meget af de stik, man har fået, siger Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

Hun tilføjer, at det er sundhedsmyndighederne, der skal vurdere, om det er en fordel at give tredje stik til de ældre.

Per Larsen, der er sundhedsordfører for Konservative, mener ligesom Liselott Blixt, at det er myndighederne, der skal tage beslutningen, og han vil gerne have dem til at kigge på det.

- Hvis sundhedsmyndighederne kommer frem til en konklusion om, at der er grupper i befolkningen, der skal vaccineres en gang mere, bakker vi selvfølgelig op om det, siger han.

Torsdag skrev den israelske avis Haaretz, at Israel som det første land i verden vil give et tredje stik med Pfizer-vaccinen til borgere over 60 år.

Det gøres for at dæmme op for den mere smitsomme Delta-variant.

2000 personer i Israel med svækket immunforsvar har allerede modtaget det tredje vaccinationsstik, uden at der har været rapporter om bivirkninger.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.