Analyse

Analyse: Sygeplejerskernes kamp skader alle – også dem selv

Med udsigt til en hård vinter i et presset sundhedsvæsen er sygeplejerskernes bitre arbejdskamp blevet en giftig sag for patienter, myndigheder og sygeplejerskerne selv.

Sygeplejerske demonstrerede foran Aalborg Universitetshospital. Arkivfoto: Henrik Bo

Sygeplejerske demonstrerede foran Aalborg Universitetshospital. Arkivfoto: Henrik Bo

Thomas Larsen er politisk redaktør på Radio4 og medvært på Radio4’s ugentlige politiske magasin ’Mandat’.

Ingen kan forlange, at danske sygeplejersker anno 2021 skal opføre sig som den legendariske Florence Nightingale, der med sin lampe i hånden vågede over de syge, plejede de sårede og satte nye standarder for sygeplejen.

Dagens sygeplejersker er lønmodtagere. De har ret til at kæmpe for bedre arbejds- og lønforhold. Og de kan vælge at sætte hårdt mod hårdt, når de føler sig uretfærdigt behandlet.

Omvendt står det efterhånden også klart, at det har en høj pris, når nogle sygeplejersker fører sig frem som sydamerikanske revolutionshelte, der løfter fanen så højt mod himlen, at de letter fra jorden.

Det sidste har sygeplejerske Luca Pristed netop givet anskuelighedsundervisning i.

Som talsmand for Styregruppen for National Arbejdsnedlæggelse har han opfordret sine kolleger til at sige op i protest mod de arbejdsforhold og lønninger, som efter hans mening er for ringe. Lytter man til ham, vil alle problemer være løst, hvis sygeplejerskerne får 5.000 kroner mere om måneden.

Heldigvis for sundhedsvæsenet valgte kun få at følge hans opfordring. Havde de fulgt ham, ville de have efterladt mange afdelinger i en uholdbar situation og svækket sundhedssektoren midt i en kritisk situation.

Sammen med andre konfrontatoriske sygeplejersker har Luca Pristed været med til at skabe et opgør, som i stigende grad har isoleret sygeplejerskerne. I fagbevægelsen ser de øvrige forbund skævt til de trusler og opskruede lønkrav, som udgår fra Dansk Sygeplejeråd, DSR. I Danske Regioner og blandt politikerne på Christiansborg er der også dyb frustration over den måde, som DSR og sygeplejerskerne fører deres kamp på.

Som flere arbejdsmarkedseksperter har fastslået, står sygeplejerskerne i dag i en situation, hvor de gambler med den folkelige sympati, som de ellers længe har haft. De fleste danskere vil gerne støtte en faggruppe, som udfører et vigtigt arbejde. Men de lægger afstand, hvis de fornemmer, at sygeplejerskerne bliver for krigeriske og skader sundhedsvæsenet på et tidspunkt, hvor der er desperat brug for, at alle faggrupper trækker på samme hammel.

Derfor står Dansk Sygeplejeplejeråd også i en situation, hvor det er på høje tid at kigge indad og justere kursen, hvis målet er at få omverdenen i tale.

Om den nuværende formand, Grete Christensen, kan det, er til gengæld tvivlsomt. Hun er flere gange blevet stemt ned af sine egne, og hun har ikke kunnet bremse de krigeriske tillidsfolk, der har skærpet konflikten og kortsluttet spillereglerne på arbejdsmarkedet.

At det forholder sig sådan, bærer hun en stor del af ansvaret for. Hun har selv ført sine fagfæller ind i en faglig kamp, som har været præget af krav, der ikke kan honoreres, og som i stigende grad har gjort sygeplejerskerne venneløse.

Alligevel er det ikke kun sygeplejerskerne, der skal kigge indad.

Også i Danske Regioner og blandt politikerne i Folketinget må det stå klart, at konflikten med sygeplejerskerne er kørt af sporet og har for høje omkostninger. Der er mest af alt brug for en snarlig våbenhvile - og dernæst for varig fred. Det har både patienter, sygeplejersker og det samlede sundhedsvæsen behov for.

Her og nu tegner alt til, at den kommende aftale om finansloven for 2022 vil rumme penge til at betale de faggrupper, herunder sygeplejerskerne, der skal arbejde ekstra for at sikre, at sundhedsvæsenet kan håndtere et stigende pres i løbet af vinteren.

Denne ekstra bevilling vil dog ikke løse konflikten med DSR og sygeplejerskerne. Af samme grund bliver både arbejdsgivere og politikere nødt til at få en dybere forståelse af, hvorfor så mange sygeplejersker er blevet så frustreret over deres arbejde.

En del af frustrationen handler uden tvivl om, at de ikke føler, at de bliver belønnet efter fortjeneste. Men meget handler også om manglende muligheder for at give omsorg til patienterne, hårdt tidspres samt dårlig ledelse og arbejdstilrettelæggelse.

Nogen er begyndt at spekulere i at tage arbejdsopgaver fra sygeplejerskerne. Ikke for at hjælpe dem, men snarere for at straffe dem, ud fra devisen om, at når der nu er så meget bøvl med dem, ja, så kan man bare flytte opgaver væk fra dem og dermed gøre dem mindre betydningsfulde.

Det er næppe vejen frem. Alle med indsigt i sundhedsvæsenet ved, at sygeplejerskerne er motoren i en stor del af det arbejde, der udføres. Og sådan vil det også være fremover.

Set udefra begynder sygeplejerskernes bitre løn- og arbejdskamp at minde om de konfrontationer, som Danmarks Lærerforening med Anders Bondo i spidsen udkæmpede med Christiansborg. Til sidst blev de fleste partier så trætte af ham og lærernes organisation, at de holdt op med at lytte, og i flere omgange vedtog de store reformer hen over hovedet på lærerne.

Men blev det en sejr for politikerne at køre lærerne over? I bagklogskabens klare lys vil de fleste politikere svare nej. For uden lærernes medvirken kom reformerne aldrig til virke ude i klasselokalerne, og når man ikke lytter til fagfolk, bliver resultaterne sjældent gode.

Pointen er, at både skolen, lærerne og politikerne tabte.

Lige nu har DSR og sygeplejerskerne et enormt ansvar for sænke megafonen, kravle ned fra barrikaderne og indlede en reel samtale. Men det har arbejdsgivere og politikere også.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden