Anna er arbejdsløs: - Hvad er jeg, når jeg hverken er studerende eller har et job?

- Nogle gange kan jeg godt føle, at der ikke er nogen mening: At jeg ikke bidrager nogen steder, at jeg ikke gør det godt nogen steder. Det er svært at være god til noget, når man hverken har jobbet eller studiet.

Ordene kommer fra 26-årige Anna Hvas Sandvad, og de falder til sidst i interviewet. Et par timer tidligere var stemningen en anden:

Iklædt flower power-kjole tager hun imod med store grin og smittende smil, og det første, hun gør, er at vise rundt i lejligheden, hvor hun bor sammen med sin kæreste. Derfra har de udsigt til Musikkens Hus mod øst – og Aalborg Universitet mod vest. Den uddannelsesinstitution, hvor Anna tilbragte fem forrygende år – fyldt med ideer, drømme og ambitioner.

I dag står hun midt i et limbo, der kan virke uoverkommeligt: nemlig i overgangen mellem studie- og arbejdsliv. En fase, som for mange er lig med frustrationer, nederlag og ordentlige hak i selvopfattelsen.

Blandt andre for Anna, der har været ledig siden sommeren 2019 – og som dermed er en del af en voksende gruppe af unge akademikere i Nordjylland uden job. Et problem, som Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, betegner som et af de absolut største af slagsen i Aalborg Kommune frem mod 2030. Og som de andre store uddannelsesbyer i øvrigt også kæmper med.

En undersøgelse, som fagforeningen Lederne lavede sidste år – baseret på tal fra Danmarks Statistik – viser, at arbejdsløsheden er særligt høj blandt de 25-29-årige med en lang, videregående uddannelse. I den gruppe er cirka hver ottende – omkring 12 procent – ledig. Til sammenligning er tallet cirka 7 procent blandt alle 25-29-årige – og cirka 4 procent i befolkningen generelt. Aalborg er ingen undtagelse: Her viser kurven nemlig, at Nordjyllands universitetsby halter efter landets andre store uddannelsesbyer, når det gælder dimittendledigheden.

- Det var drømmeuddannelsen

Når Anna Hvas Sandvad taler om sit fag, gør hun det med en gnist og et kropssprog, der overbeviser. Hun taler i internationale vendinger om humanitære organisationer, om menneskerettigheder, om EU-lovgivning. Om lobbyarbejde, flygtningekriser og racisme.

For Anna var European Studies det perfekte studievalg.

- Det handlede om de store linjer – konflikter, kulturer, storpolitik – men også om, hvordan de overordnede strukturer påvirker min verden og mig som borger. Det var drømmeuddannelsen, fortæller Anna, der efterhånden har talt sig varm.

- Fagene var spændende, mine medstuderende var spændende, forelæserne var spændende. Jeg fik et netværk med folk fra Sydafrika, USA, England – alle mulige steder – og vi havde samme interessefelt, fortsætter hun.

Fortryder ikke studievalg

I juni 2019 stod Anna med eksamensbeviset i hånden. Med papir på en uddannelse, som har givet hende masser af viden og kompetencer, der – har hun ladet sig fortælle af både uddannelsessystemet og politikerne – er relevante og brugbare i vidt forskellige brancher.

Men også en uddannelse, som virksomhederne ifølge Anna har svært ved at se værdien i.

- Har du været bekymret for, at dit studievalg kunne ende med at bide dig i halen?

- Aldrig. Og der har jeg måske været naiv. Nogle af mine veninder har valgt studie efter jobmuligheder, og det synes jeg er klogt.

- Fortryder du dit studievalg?

- Nej, det gør jeg ikke. Fem år er lang tid, og jeg kunne mærke, at det var det helt rigtige for mig. Og helt ærligt: Jeg var virkelig ikke bekymret, mens jeg studerede. Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle være så svært at finde et job.

Blev ramt af modløshed

De første måneder efter kandidateksamenen var Anna fyldt med energi og selvtillid. Nu skulle hun ud at bevise sit værd. Ud at bruge alt det, hun havde lært. Men det gik ret hurtigt op for hende, at hendes viden, hendes iver og hendes naturlige nysgerrighed ikke var nok. Hun manglede én ting: erfaring.

Det måtte hun erkende i oktober, da hun søgte en stilling som international konsulent hos KFUM og KFUK i Aalborg. For Anna et drømmejob, hvor hun kunne arbejde med koordinering og facilitering – og være bindeleddet mellem den lokale afdeling og foreningernes internationale storebror, YMCA.

Som forberedelse kontaktede hun et af bestyrelsesmedlemmerne. Hun snakkede med en frivillig for at blive klogere på organisationen. Og hun ringede til kontaktpersonen på stillingsopslaget for at spørge ind til de konkrete opgaver. Ikke fordi jobcentret sagde, at hun skulle, men fordi hun var nysgerrig og oprigtigt interesseret i stillingen.

Ansøgningen blev sendt, og et par uger efter kom svaret: Jobbet var gået til en anden.

- Jeg havde virkelig gjort meget for at vise min interesse, men jeg kom ikke engang til samtale. Det tog virkelig hårdt på mig. I tiden lige efter gik hele min jobsøgning fuldkommen i stå, og så kom modløsheden, fortæller Anna og uddyber:

- Når man søger et job, gør man det, fordi man tror på, at man kan få det. Det gør jeg i hvert fald. Og når man så investerer ekstra meget tid og energi, slår det også ekstra hårdt, når det ikke bliver belønnet.

I dag ser hun dog anderledes på forløbet.

- Set i bakspejlet var jeg ikke kvalificeret. Det var virkelig en attraktiv stilling, som krævede stor erfaring.

Praktikken lærte Anna at gå på arbejde

Afslaget betød et mindre sporskifte i Annas jobjagt: Søgningen blev bredere, og kort tid efter lykkedes det hende at lande en virksomhedspraktik hos Vestas. En moderne og international virksomhed, som hun længe har beundret og interesseret sig for.

- Det var så fedt. Jeg blev hurtigt meget engageret i mine opgaver, og jeg fik muligheden for at lære nye stofområder at kende. Og jeg var god til det, siger hun.

Men vigtigst af alt, forklarer Anna:

- Jeg lærte at gå på arbejde. Jeg lærte dynamikken på en arbejdsplads, og jeg lærte, at jeg blomstrer, når jeg får noget ansvar og nogle opgaver.

10 EKSEMPLER PÅ STEDER, HVOR ANNA HAR SØGT JOB

BusinessAalborg

Vestas

KFUM og KFUK

Kirkens Korshær

GLS

VELUX

Aalborg Budolfi Provsti

Center for Cybersikkerhed

Aalborg Kommune

Aarhus Kommune

Beskæftigelsesministeriet

To måneder fløj af sted. Med spændende arbejdsopgaver, gode kollegaer og en chance for – måske – at få en fod indenfor. Anna øjnede muligheden og besluttede sig for at sætte alle kræfter ind. Forgæves.

- Alle antenner var ude. Jeg forsøgte hele tiden at udvide mit netværk, og jeg undersøgte mulighederne for at få min praktik forlænget. Jeg gjorde virkelig alt, hvad jeg kunne. Men det lykkedes ikke, siger hun med ærgrelse i stemmen og fortsætter:

- Jeg frygtede virkelig den hverdag, der ventede, når jeg var færdig i praktikken. Så var det bare tilbage til den sædvanlige trummerum, hvor der ikke rigtig var noget at stå op til, fortæller Anna, der husker tiden lige efter Vestas-praktikken som forvirrende og direkte ødelæggende.

- Jeg faldt dybt ned. Det slog virkelig, virkelig hårdt. Og det fik mig til at føle mig skuffet over mig selv, selvom jeg godt ved, at jeg ikke kan bruge det til noget som helst.

Hjælper at sætte hverdagen i system

I dag – lidt over tre måneder senere – kæmper Anna stadig med at skabe struktur og mening i sit liv, men det hjælper hende at sætte hverdagen i system: Ved 9-tiden står hun op og spiser morgenmad. Så sætter hun sig ved computeren for at tjekke mails og skabe overblik. Derefter går hun en lang tur – det har lægen anbefalet, og det hjælper på humøret – og når hun kommer hjem, går hun i gang med søgningen: tjekker stillingsopslag, skriver ansøgninger, arrangerer kaffemøder, blander sig i faglige debatter på LinkedIn, ringer til personer, der måske kender nogen, der kender nogen. Holder sig kørende – og netværker.

Lige efter bogen, hvis man spørger jobcentret. Og alt sammen i håb om at finde den berømte nål i høstakken. Men indtil videre uden held.

- Jeg har et stort drive og en stærk selvtillid, og det bruger jeg i min jobsøgning. Men jeg kan også mærke, at det lige så stille svinder ind, og at jeg skal være mere opmærksom på at holde mig oppe, siger Anna, der for nylig har meldt sig som frivillig aktivitetsleder hos Røde Kors.

For at få noget på cv’et, men først og fremmest for at fylde hverdagen med mening.

Troen bliver mindre og mindre

Anna tænker længe og grundigt over sine svar, men når de kommer, bliver de til gengæld leveret med indlevelse. Hver gang.

Indimellem er det lige før, energien kammer over. Alt ved hendes udstråling – passionen, udadvendtheden, det nysgerrige blik – skriger simpelthen: Lad mig få chancen, så jeg kan vise, hvad jeg kan.

Den iver og den lyst til at bidrage ligger dybt i hende, fortæller Anna. Og måske netop derfor slår den livssituation, hun står i, ekstra hårdt.

- Jeg er en af dem, der lægger identiteten i jobbet eller studiet. Og det har jeg lært, at man skal passe på med. For hvad er jeg, når jeg hverken er studerende eller har et job? siger hun.

- Kan det ikke være en fordel i din jobsøgning, at du har så stort et drive?

- Jo, men det betyder også, at det slår hårdere, når det så ikke lykkes. Og så bliver det sværere og sværere at tro på gennembruddet. Den forsvinder ikke, troen, men den bliver mindre og mindre.

- Kan du ikke finde en vis ro i at kigge på ledighedsstatistikkerne og sige til dig selv, at du langtfra er alene?

- Det er fint at vide, hvad statistikkerne siger, men jeg kan ikke rigtig bruge dem til noget. De fjerner jo ikke den følelse, jeg har i kroppen, siger hun.

Vil gerne blive i Aalborg, men stillingerne er der ikke

Anna har erkendt, at hendes jobmæssige fremtid formentlig ikke ligger i Aalborg. Og det ærgrer hende. Hun vil gerne blive, men der er stort set ingen stillinger, der matcher hendes faglige profil, fortæller hun. Heller ikke selvom hun breder sin søgning endnu mere ud.

- Hvis det ikke bliver udlandet, bliver det formentlig Aarhus eller København, for der er bare ikke ret mange muligheder i Aalborg. Desværre.

- Hvad gør du og din kæreste, hvis du får job i for eksempel København?

- Så flytter jeg, og så bliver vi langdistancekærester, mens han stadig studerer. Der må man gå på kompromis.

Anna tror stadig på sig selv. Det bliver hun nødt til, fordi det for hende er den eneste kur mod den selvforstærkende og selvdestruktive rille.

- Der er selvfølgelig en risiko for, at jeg ryger endnu dybere ned og får en depression. Men, siger hun:

- Jeg ser for mig, at jeg kommer i job inden for tre-fire måneder. Det tror jeg ærligt på, for jeg har hele tiden forskellige ting i kog. Og jeg brænder for mit fag.

Vil du fortsætte med at følge Annas jobjagt? Så skal du ind påNORDJYSKEs Instagram-profil, hvor vi i den kommende tid bringer nogle af hendes videodagbøger.

Herkan du høre de tre journalister bag "Kandidater i kø" fortælle mere om serien.