At holde sit hjerte blødt

Af Minna Johannesson, teaterchef på Teater Nordkraft

Medarbejdertilfredshed er vigtigt i alle brancher, og ikke mindst i teaterbranchen. At lave teater er et komplekst teamwork under stort tidspres, og den enkeltes personlige overskud har en stor effekt på den fælles løsningskompetence. 

God trivsel fører til kloge dispositioner, dristige idéer, lavt sygefravær og høj medarbejderfastholdelse.

Jeg tiltrådte som chef på Teater Nordkraft i foråret 2020. Siden da har den ene verdenskrise fulgt den anden, og kulturlivet har været hårdt udfordret. Vi er blevet ekstremt omstillingsparate og kan nu tackle næsten hvilket som helst problem uden at gå i panik, men det har haft en stor menneskelig pris. 

Alle er trætte. Overfølsomme. Og måske samtidig også en lille smule følelsesløse.

Tre år i alarmberedskab gør noget ved humøret. Mit hjerte går stadig lidt i stå, hver gang telefonen ringer. Hvem er nu syg? Hvad skal vi nu aflyse? Hvilken krise skal vi nu løse?

Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere og mere vred og mindre og mindre forstående. Ikke bare overfor verden, men også overfor mine medarbejdere.

Så for nylig lykkedes det: Vi fik mirakuløst ryddet en hel uge i min kalender. Ikke for at jeg skal holde fri, men for at komme videre. Så fra kl. 8-17 har jeg hver dag siddet på en cafe og tja … tænkt.

Det første, jeg opdagede, var, at jeg havde en hvilepuls på noget, jeg ikke tør skrive ned på papir. Det andet var, at jeg nok ikke rigtigt havde tænkt i virkelig lang tid.

Sådan rigtigt tænkt. Ikke bare på billetsalg, restriktioner, elregninger og bæredygtighed. Men tænkt indad.

Jeg begyndte at stille mig selv spørgsmål. Først sjove spørgsmål. Så trælse spørgsmål. Jeg skrev to tykke notesbøger fulde. Jeg har som udgangspunkt en barnlig modvilje mod alle former for coaching og selvhjælp. Men min agenda denne uge (med risiko for at lyde som en hobbypsykolog) var at åbne mit hjerte og at ikke sige nej. 

Så jeg sprang ud i ALLE klicheer og fortærskede ideer om at genfinde sig selv.

Jeg lavede livsmål, mediterede for første gang nogensinde, skrev fiktive breve, hvor jeg fik min vrede ud, og som jeg efterfølgende rituelt rev i stykker. Jeg så solopgange (som jeg ellers synes er lidt noget pjat) og malede mit toilettet lilla. 

Jeg revurderede alt i min kalender og gennemtænkte nøje alle strategier på teatret. Jeg satte for anden gang i mit liv min fod i et træningscenter. Jeg opgraderede min søvn fra 4,5 timer til 7 timer. Jeg holdt op med kun at spise kage. 

Og jeg tænkte en hel masse på, hvad jeg egentlig elsker og synes er sjovt.

Det er tankevækkende, hvad en lille sølle uge med sig selv kan gøre. Nu slår mit hjerte (næsten), som det skal igen. Det er i hvert fald blødt og vidt åbent, og jeg kan både se, høre og rumme dem rundt omkring mig.

Kulturbranchen har, ligesom andre brancher, været en hård tid igennem og er stadig under pres. Det har aldrig stået mere klart, at arbejdsmiljø er vigtigt. At en leders vigtigste opgave er at passe på sine ansatte. At det kræver personligt overskud på alle pladser at udvikle en arbejdsplads, hvor højtydende, kreativt teamwork er muligt. 

Også på chefkontoret.