Leder

Bades af en mand? Heldigvis går det som regel

En ældre kvinde fra Sæby har sagt fra over for at blive badet af en mandlig plejer fra kommunen. Sagen har skabt debat - heldigvis er der få sager af den karakter. Og der er bare grænser for, hvor differentieret den offentlige service kan blive

Det er nok de færreste, der har lyst til at tage tøjet af over for et fremmed menneske.

Og lægger man dertil, at den fremmede skal stå for creme, vask i både de øvre og nedre regioner og anden personlig pleje, vil de fleste nok sige: Nej, tak, den klarer jeg selv.

Men det er ikke alle, der har den mulighed. Når alderen trykker, eller alvorlige skavanker generer, kan det være den kommunale hjemmepleje, der skal indover. Og så tropper der en medarbejder op, som tager del i at få ordnet de ellers private gøremål med vand og sæbe.

Den procedure er velkendt landet over. Tusindvis af medborgere modtager dagligt hjælpen fra deres kommune. Og som regel klares besøg og opgaver uden problemer. Og godt for det.

Men som beskrevet i Nordjyske ad flere omgange i den seneste uge er det ikke altid så ligetil. 75-årige Bente Frandsen fra Sæby har fortalt, hvordan hun finder det grænseoverskridende, når det er en mand, der kommer for at bistå hende med badet. Som hun siger, er hun fra en anden generation, og hun finder det direkte krænkende at skulle tage tøjet af foran en mand, hun ikke kender. Hun oplever samtidig, at kommunen ikke har villet høre på hende og anerkende problemet.

Fra Frederikshavn Kommune lyder svaret, at der så vidt muligt lyttes til borgerens ønske - og går det på, at der ikke skal komme en mandlig plejer, forsøger man at undgå det. Men der er nødsituationer og vagtplaner at tage hensyn til, hvorfor 100 procents garantier ikke kan stilles.

Derfor har Bente Frandsen valgt at takke nej til det kommunale tilbud. I stedet har hun entreret med et privat firma, så hun er sikker på, at det er en kvinde, der assisterer hende med den personlige pleje.

Nordjyske har talt med både FOA Frederikshavn samt en mandlig sygeplejerske og en ældre kvinde, som enstemmigt fortæller, at problemer med køn og pleje er relativt få og som regel er til at løse med stor faglighed krydret med et smil på læben. Det er en positiv melding, for flere og flere mænd kommer ind i plejefagene, og selvfølgelig kan de varetage den opgave med sikkert håndelag og omsorg.

Netop en god dialog og gensidig tillid er vejen til vellykkede plejeforløb for de fleste - uanset køn. Og når kommunen som her i Frederikshavns tilfælde strækker sin fleksibilitet og forsøger at indfri private ønsker, er det nok så langt, vi kan nå, når der også skal tages hensyn til vagtplaner, logistik og anden praktik.

Og om vi kan lide det eller ej, er der også en grænse for, hvor detaljeret det offentlige kan og skal være for at honorere den enkelte borgers krav. For den vej er uendelig - tænk eksempelvis bare på køn, alder, religion, seksualitet, størrelse, udseende - det er parametre, vi ellers hylder ikke at differentiere ud fra.

Heldigvis er det muligt at vælge det offentlige tilbud fra, hvis enderne en sjælden gang som i Bente Frandsens og Frederikshavn Kommunes tilfælde ikke kan nå sammen. Det er helt frit. Så må løsningen hentes på det private marked.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.