Bagmandspoliti

Bagmandspolitiet vinder sag mod kendt nordjysk virksomhed: Skal betale store bøder

Virksomheden er uenige i dommen og har valgt at anke.

Opdateret klokken 14.40 med kommentar fra Fusion Aps.

SVENSTRUP:Retten i Aalborg har fredag idømt virksomheden Fusion ApS fra Svenstrup en bøde på 500.000 kroner for overtrædelse af konkurrencelovens forbud mod bindende videresalgspriser.

En ledende medarbejder i virksomheden har fået en personlig bøde på 50.000 kroner.

Det skriver Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - kendt som bagmandspolitiet i en pressemeddelelse. Bagmandspolitiet har efterforsket sagen mod Svenstrup-virksomheden.

Byretten i Aalborg fandt det bevist, at Fusion tilbage i 2017 havde indgået en aftale med en forhandler med det formål at begrænse konkurrencen. Den ledende medarbejder i virksomheden er desuden dømt for at have medvirket til virksomhedens overtrædelse ved at have stillet krav til en forhandler om, hvilken mindstepriser der skulle anvendes ved videresalg til kunderne.

Anmeldt af forhandler i 2017

Hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) er specialanklager Lone Løschenkohl tilfreds med dommen:

»Det er ulovligt at begrænse konkurrencen i Danmark, og det har virksomheden nu modtaget en bøde for at have gjort. I sagen har virksomheden forsøgt at presse en forhandler til at anvende bindende videresalgspriser. Bindende videresalgspriser anses som værende konkurrencebegrænsende, og det er et brud på konkurrenceloven,« siger Lone Løschenkohl, i pressemeddelelsen.

Det var en forhandler, der i 2017 henvendte sig til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med materiale, der viste, at der kunne være tale om en overtrædelse af konkurrenceloven.

Fusion: Vi anker dommen

Da e-boks har været ramt af nedbrud, har Fusion nødt til at hente en udskrift af dommen hos retten.

I en mail til Nordjyske skriver pr- og marketingsansvarlig Troels Vest Jensen:

- Det lå straks klart, at den primære alvorlige anklage mod os, var en storm i et glas vand. Anklageren indskrænkede hurtigt sagen til blot at handle om en tvist med én enkelt tidligere forhandler, tilbage i 2017.

- Vi er selvsagt direkte uenige i dommen og bødeudmålingen, på trods af denne blev reduceret væsentligt. Vi anker dommen, og er samtidig glade for at retten - som forventeligt, hurtigt indså, at der ikke var belæg for den grove anklage, skriver Troels Vest Jensen.

Fusion er kendt for at sælge løbe, cykel og træningstøj. Virksomheden er grundlagt i 1999 af brødrene Per og Mads Bruun Nissen, der også i dag udgør direktionen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.