Bekymrede patienter i mystisk sag: - Vi vil vide, hvem der er smittet med bakterie
Et par tusinde nordjyder kan være inficeret med multiresistent bakterie efter brug af bestemt penicillin-mærke - nu forlanger de klar besked fra myndighederne
Opdateret 17. marts 2023 kl. 12:54
NORDJYLLAND: 18.500 danskere er i risiko for at være blevet smittet med den multiresistente CPO-bakterie - heraf et par tusinde nordjyder.
- Vi forlanger nogle klare svar fra myndighederne, så det kan blive afklaret, hvem der er smittet og hvordan de skal forholde sig, siger Anne-Mette Bjerre fra Køge.
Hun har taget initiativ til en Facebook-gruppe for patienter, der har fået Dicillin, og flere nordjyder har tilsluttet sig gruppen.
For nogle uger siden kom det frem, at nogle patienter, der har fået penicillin-mærket Dicillin fra firmaet Sandoz, var blevet smittet med multiresistente CPO-bakterier, som af uforklarlige årsager befandt sig på pillerne.
I første omgang vurderede myndighederne, at 35.000 patienter var i risikogruppen, men Lægemiddelstyrelsen har efter nærmere undersøgelser anslået, at der kan være tale om bakterier i 18.500 pakker dicillin.
Hvis man har bakterien i kroppen, kan det betyde, at almindelig penicillin ikke længere virker, hvis man får en infektion.
Det drejer sig om patienter, der er behandlet med Dicillin i perioden fra 23. august 2022 til februar i år.
Ved et rent tilfælde opdagede man, at overfladen på penicillinpillerne var forurenet med de multiresistente bakterier. 6. februar tilbagekaldte myndighederne Dicillin fra apotekerne, men har ellers været tøvende overfor håndtering af sagen.
- Det er en helt surrealistisk sag, og vi må hurtigst muligt have klarlagt, hvem der er berørt, siger Anne-Mette Bjerre.
- Vi er mange, som er utrygge, og vi forlanger klar besked om, hvad der er op og ned, siger hun. Hun har forgæves forsøgt at få Lægemiddelstyrelsen til at forholde sig til de berørtes behov for at blive testet.
Frygten for at bakterien spredes i sygehusvæsenet er så stor, at det nu indskærpes, at man ved en indlæggelse oplyser, hvorvidt man har fået Dicillin, med henblik på evt. podning og isolation under indlæggelsen.
- Alle bør indkaldes
- Det viser alvoren i det her, understreger Anne-Mette Bjerre, der i sit arbejdsliv er kvalitetskonsulent i Anti Doping Danmark, og har tidligere erfaring fra lægemiddelindustrien.
Hun mener, at sundhedsmyndighederne hurtigst muligt bør indkalde alle, der har fået penicillin af mærket Dicillin i den pågældende periode.
- Man kan identificere gruppen via de udskrevne recepter, og meddele dem i e-Boks, at de er i risikogruppen.
- Derefter bør man teste alle, så de kan få klar besked om, hvorvidt de har den multiresistente bakterie i kroppen, og hvordan de skal forholde sig, siger Anne-Mette Bjerre.
Er man smittet med bakterien indebærer det, at man resten af sit liv skal holdes i isolation, hvis man indlægges på sygehus.
- Region Nordjylland oplyser på sin hjemmeside, at multiresistente bakterier generelt er resistente over for mange antibiotika og "udgør en alvorlig risiko i et sygehusmiljø, fordi infektioner hermed er vanskelige at behandle".
- Derfor har man i mange år spurgt alle, der indlægges, om de er i risikogruppen - det gælder bl.a. hvis de for nylig har været indlagt på et udenlandsk sygehus. I de tilfælde vil man foretage podning og evt. isolation.
- Aktuelt betyder det, at man er i risikogruppen, hvis man har fået penicillin af mærket Dicillin.
- Bakterierne findes i tarmen og er ikke nødvendigvis problematiske. Men deres multiresistente gener kan være hæmmende for behandling af andre sygdomme.
- Derfor er det vigtigt at beskytte syge og sårbare mod at blive smittet med bakterien.
- Bliver man smittet med den type bakterier, skal man resten af sit liv i isolation - altså på enestue - under behandling på sygehuset.
9. marts var registreret 25 tilfælde, hvor patienter har pådraget sig bakterien efter at have taget Dicillin. Men der er altså ikke sket en systematisk opsporing.
- Worst-case er, at mange tusinde danskere er smittet.
- Et skræmmende scenarie, og jeg tror, at det er derfor, at man nu farer rundt i kulissen, uden at vide præcis hvordan man skal gribe det an, siger Anne-Mette Bjerre.
Sundhedsstyrelsen orienterer om bakterien på sin hjemmeside men understreger, at risikoen er lille og anbefaler derfor ikke test af personer, der har fået Dicillin.
Skal beskytte sårbare
Anne-Mette Bjerre påpeger, at man ikke kan tage for givet, at alle borgere læser Sundhedsstyrelsens vejledninger, og tager de forholdsregler, der anbefales. Derfor bør alle i risikogruppen orienteres ved en personlig henvendelse, mener hun.
Indtil videre forsøger hun og andre at få information ud via Facebookgruppen Dicillin patientgruppe - for tilbagekaldt medicin.
Er man rask bærer af den multiresistente bakterie, kan man overføre den til syge og sårbare, med alvorlige konsekvenser.
- Hvis man ikke vil have bakterien spredt blandt sårbare på et sygehus, må det være lige så vigtigt, at folk ude i samfundet, der måske har bakterien i kroppen, kan tage deres forholdsregler overfor syge og sårbare i deres omgangskreds, påpeger hun.
Valg af anden medicin
Anne-Mette Bjerre fik selv penicillinen Dicillin mod en infektion i benet i januar. Det har ikke været muligt for hende at få foretaget en podning fra endetarmen, som er den eneste sikre metode til at fastslå, om hun har pådraget sig den omtalte bakterie.
- Det er ikke sikkert, at der er grund til bekymring, men det er vigtigt at få afklaret, fastslår hun.
Hun påpeger samtidig, at hvis hun selv eller andre er smittet med bakterien, kan det være formålsløst at påbegynde at behandling med almindelig penicillin, hvis hun senere i livet får halsbetændelse eller en mere alvorlig infektion.
Også derfor er det vigtigt at vide, hvorvidt man er smittet med bakterien.
- Alle kan komme i en situation, hvor det er afgørende, at lægerne ved, at man ikke kan helbredes med almindelig penicillin.
- Det kan få betydning for en behandling, at man fra begyndelsen vælger et andet og effektivt præparat, i stedet for at spilde tiden med virkningsløs medicin, understreger hun.
Indtil videre har medicinalfirmaet Sandoz ikke villet oplyse, hvilken leverandør af pencillinen Dicillin man har benyttet sig af og hvordan smitten kan være påført pillerne.
Sundhedspolitisk Tidsskrift beskriver i flere artikler, hvordan sundhedsmyndighederne har håndteret sagen. Senest hvordan forskere fra Hvidovre Hospital vil afprøve, om kapsler med afføring kan hjælpe raske bærere af multiresistente bakterier til at få bakterien ud af tarmsystemet.
Det har ikke været muligt at få Region Nordjylland til at beskrive, hvordan man på sygehuse i Nordjylland håndterer patienter, der kan have pådraget sig bakterien.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.