Beskæmmende færdselskontrol: 100 sager på to dage
Den operative afdeling hos Nordjyllands Politi i aktion - tænk jer om, lyder beskeden efter kontrollerne

Arkivfoto
NORDJYLLAND:100 sager i alt. Det var hvad, der kom ud af anstrengelserne,da Den operative færdselsafdeling i Nordjyllands Politi torsdag eftermiddag og aften i sidste uge gennemførte en spiritus- og færdselskontrol i Brønderslev og omegn og ved kyststrækningen ved Hals.
Fredag satte betjentene så ind på lignende vis omkring Løkken og Blokhus. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Tal fra kontrollerne torsdag og fredag
100 færdselsovertrædelser i alt – 64 torsdag og 36 fredag
10 sager om påvirket kørsel – 9 spiritussager, 1 narkosag
20 fartsager
2 sager om kørsel uden førerret
15 sager om brug af håndholdt mobil under kørsel
7 sager om kørsel uden brug af sikkerhedssele
Leder af indsatserne, politikommissær Thomas Ottesen, oplyser, at man i løbet af de to dage noterede sig hele 100 færdselsovertrædelser – 64 torsdag og 36 fredag.
- Det er relativt mange sager i koncentrerede områder og på kort tid. Og samtidig er det beskæmmende, at 10 personer blev sigtet for enten spiritus- eller narkokørsel, fastslår politikommissær Thomas Ottesen i pressemeddelelsen.
Og han understreger:
- Det kan være hyggeligt at få sig et glas vin eller en øl sådan en sommeraften, men så bør man ikke sætte sig bag rattet bagefter. Vi opfordrer trafikanter af alle slags til at tænke sig om og lade være med at udsætte sig selv og andre for fare ved at køre bil eller knallert i påvirket tilstand.
Politiets færdselsindsats fortsætter hen over sommeren her i Nordjylland – med et øget antal kontroller, lover politikommissæren.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.