Bevar kunstbygning - et levende sted

Kære politikere i Hjørring Kommune. Det er ikke nemt at finde steder at spare, men at skære lige præcis i tilskuddet til Kunstbygningen i Vrå er desværre en dårlig idé. 

Det er et sted, hvor en forholdsvis lille besparelse har kolossale konsekvenser. Det vil være et kæmpe tab for kulturlivet i Nordjylland. Trist for publikum og os som 81-årig kunstnersammenslutning. Det vil være dårligt for økonomien i Hjørring Kommune i det samlede billede. 

Hvis Hjørring Kommune vedtager forslaget om at beskære tilskuddet til Kunstbygningen i Vrå, vil det koste stillingerne til de ansatte, der søger fondsstøtte og planlægger udstillingerne. Penge til drift, som man desværre ikke kan få fonde til at støtte.

Dermed vil man reelt lukke et kulturelt fyrtårn i Nordjylland, der har fungeret siden 1942.

Hvad får Hjørring Kommune for pengene?

Helt fra starten har det været vigtigt at stedet ’ikke er for de lærde blot’, men at der formidles til højskoleelever, skoleelever såvel som almindelige borgere. Vrå Udstillingens kunstnere har udstillet her hvert år i august, startende med Svend Engelunds udstilling på højskolen i 1942, frem til nu hvor 45 af landets stærkeste kunstnere og arkitekter udstiller én gang om året. 

Det er den største præsentation af samtidskunst nord for Limfjorden og helt unikt at arkitekter og billedkunstnere udstiller sammen.

Hvert år er åbningen og udstillingen et tilløbsstykke med besøgende af mange lokale, interesserede fra hele oplandet, turister og ferierende i sommerhusområdet.

Det hele på et sted, der er vokset frem fra bunden med lokale kræfter, bygget op skridt for skridt.

Det lokale engagement er stadig stærkt og gør at der er en masse levende musikarrangementer, og et stort trofast korps af frivillige.

I de mange år, Vrå-udstillingen har eksisteret, har Statens Kunstfond og Ny Carlsberg Fondet indkøbt og doneret værker af de udstillende kunstnere. 

Udover Kunstbygningens store samling af Svend Engelunds værker, rummer kunstbygningen derfor en stor samling af nutidige værker.

En samling. der udstilles løbende og tiltrækker publikum til Hjørring Kommune.

Hvis Kunstbygningen, må lukke vil disse samlinger stå uden et sted.

Foruden betydningen for os i Vrå Udstillingen har Kunstbygningen i Vrå siden 2016 spillet en vigtig rolle i præsentationen af den nye unge samtidskunst. Først som medarrangør af den europæiske JCE Biennale, og fra 2022 arrangør af UDS (Ung Dansk Samtidskunst). Begge seriøse censurerede udstillingsformater, som er vigtige for unge kunstnere og rækker ud internationalt. Udstillingerne søges af de bedste unge kunstnere på vej og viser det nordjyske publikum de nyeste tendenser i samtidskunsten.

Så Hjørring Kommune får: En levende bygning med kontinuerlige udstillinger, koncerter og formidling på højt niveau. Et sted med både stor lokal forankring og nationalt udsyn.

Hvordan kan det være en dårlig idé økonomisk at skære i tilskuddet?

Vrå Udstillingen har søgt og fået fondsstøtte på 200.000 kr. i år og kommer selv med 100.000 kr.

Kunstbygningen har i år fået fondsstøtte på 600.000 kr. Altså i alt 900.000 kr., der bliver brugt i Nordjylland. Et større beløb end det tilskud, der bliver givet. De penge ikke bruges på drift, fondene giver til specifikke udstillinger. Så de penge er afhængige af at bygningen har ansatte.

Derudover giver Kunstbygningens udstillinger og koncerter på højt niveau Vrå kulturel kapital og branding. Som Lars Brorson Fich skriver (23.8.) er det, hvad små byer sukker efter for at tiltrække borgere. Vrå har det.
Det er meget vanskeligt at bygge op – men er cementeret i Vrå gennem 80 år.

Vi håber, at I vil passe på det for borgernes skyld, Hjørring Kommunes skyld og kulturlivet i Nordjyllands skyld.

Indlægget er indsendt på vegne af kunstnersammenslutningen Vrå Udstillingen: Lars Juel Thiis, arkitekt MAA, adjungeret professor ved AAU. Karin Birgitte Lund, billedkunstner. Laila Westergaard, billedhugger
Niels Fabæk, fotograf. Og Karen Gabel Madsen, billedkunstner og formand for Vrå Udstillingen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.