Da telefonen ringede, tog sæbynitten telefonen. Det skulle han aldrig have gjort
Fire forsøg på kontaktbedrageri og et lidt usædvanligt, der lykkedes
Opdateret kl. 12:24
En bølge af de såkaldte kontaktbedragerier hærgede i nogle timer fredag eftermiddag og aften i et område i Østvendsyssel. Det oplyser politikommissær Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi i Frederikshavn.
Det bedrageri, som lykkedes, skete på Chrestensmindevej i Sæby. Her blev en 84-årig mand kontaktet på telefonen ved 18-tiden af sin "bank", at der var problemer med den 84-åriges kontokort.
Næsten samtidig med opringningen kom en yngre mand ind i den 84-åriges hjem.
- Døren var ikke låst, så manden gik bare ind og kiggede sig om i lejligheden, mens den 84-årige fortsat talte i telefon. Den yngre mand fandt også et hævekort og en kode, hvorefter manden gik igen. Igen næsten samtidig med, at manden forsvandt fra lejligheden blev telefonsamtalen afsluttet, fortæller Peter Skovbak.
Den 84-årige har overfor politiet beskrevet den yngre mand, som kom ind i hans lejlighed, som 25-30 år, almindelig bygget, dansk talende, lyst hår og pænt påklædt.
Efter besøget er der blevet hævet flere gange i Nordjylland på den 84-åriges kort, men endnu har politiet ikke fået opgjort hvor mange penge, der er forsvundet fra den ældre herres konto.
Stribe af bedragerier
Der har her i efteråret været en række tricktyverier lig med det, som lykkedes mod den 84-årige mand i Sæby.
- Men i mange af dem har de ældre folk typisk selv lukket personen, som angiveligt skulle komme fra deres bank, ind i deres hjem. I dette tilfælde kan det rent juridisk ende med en sag om indbrud, men foreløbig ser vi dem i sammenhæng med de øvrige fire forsøg på bedrageri, som fandt sted fredag eftermiddag og aften, forklarer politikommissæren.
Udover kontaktbedrageriet fredag mod den 84-årige, som altså lykkedes, så har der været fire forsøg på lignende bedragerier samme dag.
Et klokken 17.15 i Sæby, et i Lyngså klokken 17.28, et i Hørby, hvor der blev ringet op klokken 17.45 samt yderligere et i Sæby, hvor opringningen kom klokken 19.30
- Men alle de steder har de kontaktede afbrudt samtalen, og der er ikke sket yderligere, lyder det fra Peter Skovbak.
Politiet leder nu efter mindst to mand, der har været involveret i bedrageriet mod den 84-årige, og som politiet også formoder står bag de fire andre forsøg samme dag i samme område.
Og samtidig gentager politiet advarslen mod tricktyvene. Banken vil aldrig kontakte en på telefon og bede om kort og kode. Så smid røret på og kontakt politiet, lyder opfordringen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.