Børn er det mest bevidsthedsudvidende stof

I år kommer den ovenpå halvandet års uregelmæssig, og til tider kaotisk, corona-skolegang. Med en konstant Aula-strøm af opdaterede forholdsregler og gaffertape-løsninger, uendelige Meet-sessioner og ’husk at mute’-meldinger.

Mens der på de voksnes arbejdspladser er godt gang i debatten om nye arbejdsformer, er der ikke så meget om det tilsvarende for skolebørnene. Her handler diskussionen i øjeblikket mest om fordelingen af tosprogede elever eller mangel på samme.

Pandemiens kortslutning af digitaliseringen og undervisningsformer er ellers en klar mulighed for at genstarte systemet. Måske er problemet, at skolesystemet allerede har være genstartet adskillige gange. At der er brug for ro, stabilitet og rutiner – uanset om man så synes, at systemet kører som det skal.

Under alle omstændigheder ønsker man eleverne et normalt år. Hvor de kan møde hinanden, danne relationer og fællesskaber, og naturligvis en dagligdag med overskud til læring som førsteprioritet. Forhåbentlig høster man også inspirationen bragt af covid-forhold. At nogle elever faktisk trives med afstand, plads til koncentration på deres egne præmisser og mulighed for at bestemme tempoet.

Relationer i virkelige omgivelser er dog svært at overvurdere i en tid, hvor fysiske fællesskaber er under pres. Den israelske professor og historiker, Yuval Noah Harari, taler om, at fællesskaber er et nulsumsspil og at digitale relationer dermed ikke er noget gratis, der lægges ovenpå. Pointen er i grunden banal: De digitale relationer tager tid og opmærksomhed fra traditionelle relationer.

Det er kun naturligt at kaste sig over nye, spændende digitale muligheder. De bringer nye goder, gør verden nemmere og kan facilitere nye samarbejder. Det vigtige er, at det finder en balance. At vi forstår at mødes både digitalt og fysisk. Ikke mindst de yngste borgere.

Børn er i mine øjne det mest bevidsthedsudvidende stof, der findes. Forstået sådan, at når livets mirakel sker og man pludselig står med et lille, nyt væsen i hænderne, så vokser ens perspektiv på verden. Klicheen ’børn er fremtiden’ er sand i mere end en forstand.

Derfor er det også så vigtigt, at vi tager deres skolegang og deres fællesskaber ekstra alvorligt. Oftest kan vi så samtidigt lære af dem.