Børn er også udsat for vold i hjemmet i din kommune
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vold mod børn sker bag nedrullede gardiner over hele landet. Også her i din hjemkommune i Morsø. Sidste år blev der lavet underretninger på mere end tre procent af børnene i kommunen på baggrund af bekymringer om vold og overgreb. Det er mere end en fordobling fra året før.
Underretningerne kan både være udtryk for bedre opmærksomhed på børn udsat for vold og overgreb og en stigning i antal tilfælde. Men uanset årsag indikerer tallet, at overgreb og vold mod børn finder sted.
I juni viste undersøgelsen ’Vold mod børn i Danmark’ fra Børns Vilkår, at hvert sjette barn i en 8. klasse har været udsat for vold af en forælder eller stedforælder inden for det seneste år. Det er mange børn. Særligt når forældres ret til at slå deres børn blev afskaffet i 1997, og at psykisk vold blev strafbart i 2019.
Om et par uger skal alle voksne sætte et kryds til kommunalvalget. Et vigtigt kryds i et vigtigt valg, der kan være afgørende i kampen for at stoppe vold mod børn. Kommunerne har nemlig et særligt lovgivningsmæssigt ansvar for at hjælpe børn udsat for vold. Kommunerne har også en særlig adgang til børnene og deres familier, fordi det er i kommunerne, de har deres hverdag i dagtilbud, skolen og fritidsaktiviteter.
Fra samtaler med børn og unge på BørneTelefonen og HØRT ved vi, at mange børn og unge ikke ved, at de voksne i hjemmet ikke må udsætte dem for vold. Der er også flere, som ikke ved, at det er vold, når man for eksempel bliver nevet, slået med sko eller bliver talt nedladende og grimt til.
Det giver god mening. Vi ved kun det, vi har lært. Og hvis det eneste, man har lært og kender til er, at de voksne derhjemme godt må bruge vold, så bliver det virkeligheden, og den holder mange børn skjult.
Altid forkert
Børns Vilkårs undersøgelse ’Vold mod børn i Danmark’ viste netop, at 37 pct. af børnene udsat for vold, ikke havde fortalt nogen om volden. Nogle tvivler på, om vold er forkert. Nogle tier, fordi de skammer sig over at være sådan en, man slår eller taler grimt til. Andre frygter for konsekvenserne bliver de troet på, vil volden eskalere, kommer forælderen i fængsel?
Store dele af ansvaret for volden er, som tingene ser ud i dag, endt hos børnene, fordi voksne ikke løfter deres ansvar. Ansvaret for ikke at udsætte børn for vold. For at oplyse børn og voksne om, at alle børn har ret til et liv uden vold. Og for at opdage, hjælpe og støtte børn udsat for vold.
En tidligere undersøgelse fra Børns Vilkår har vist at i hver tredje sigtelsessag, hvor en forælder var sigtet for vold mod et barn i hjemmet, havde kommunen ikke iværksat nogen former for indsatser hverken før eller efter sigtelsen. Det er mange børn, som risikerer at stå alene med ansvaret for at bearbejde og komme godt videre.
Dét kan lokalpolitikere i din kommune kæmpe for at rette op på, hvis de vælger at prioritere det. Ingen kan stå alene i kampen om at stoppe vold mod børn. Alle kommuner skal have fokus på at opspore, forebygge og hjælpe børn udsat for vold. Kig derfor efter en kandidat eller et parti, som vil sørge for, at alle børn udsat for vold, får den hjælp og støtte, de har brug for.
Vold er altid forkert. Det står Børns Vilkår fast på, og vi håber, at så mange som muligt vil stå med os, så vi sammen kan stoppe vold mod børn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.