Coronavirus

Borgere i Nørresundby får kortere til test: Her åbner et nyt center

Aalborg Kommune og Region Nordjylland sætter nu ind, så incidenstallet i Nørresundy ikke kommer ud af kontrol

Asbjørn Duedahl Kjeldtoft (til venstre) poder murerlærling Magnis Christensen. Foto: Lars Termansen, Region Nordjylland

Asbjørn Duedahl Kjeldtoft (til venstre) poder murerlærling Magnis Christensen. Foto: Lars Termansen, Region Nordjylland

Coronapandemien får sværere betingelser fra i morgen i Nørresundby. Det sker, fordi Region Nordjylland og Aalborg kommune åbner et nyt testcenter med hurtigtest.

Det oplyser de to parter i en pressemeddelelse.

Testcenteret åbner i Løvvang Hallen og vil være åbent to dage om ugen. Det nye testcenter er midlertidigt i foreløbigt to uger, og det er åbent onsdage og lørdage i tidsrummene 12-18 om onsdagene og 10-17 om lørdagene.

- Det nye testtilbud i Løvvang Hallen skal ses som smitteforebyggende for hele Nørresundby-området. Smittetallet steg i forrige uge, men det er heldigvis faldet igen. Nu får vi et lokalt testtilbud i Nørresundby, hvilket vi har god erfaring med fra andre lokalområder. Vi er i gang med en forbyggende indsats, hvor vi også minder borgerne om at blive testet via Facebook-grupper, skoler og daginstitutioner. Vi har også et tæt samarbejde med lokale boligforeninger, der hjælper med at få budskabet ud. Det bedste kram lige for tiden er at opfordre hinanden til at blive testet for Covid-19, siger Denise Bakholm, chef for Center for Tværfaglig Forebyggelse, i pressemeddelelsen.

Med det nye testcenter vil kommunen og regionen forebygge, at incidenstallet ikke pludselig stiger kraftigt.

Tidligere har Nørresundby ligget noget højere end resten af Aalborg Kommune, hvor incidenstallet – altså antallet af smittede pr. 100.000 indbyggere – i Nørresundby har været på 163,2, mens resten af kommunen lå på 63,6.

- Vi ved fra tidligere indsatser, at det gør en forskel, at testcentrene ligger tæt på bopælen, og der bor rigtig mange mennesker i Løvvangen. En del bor også tæt i etagebyggeri, så det giver rigtig god mening at lave en ekstra indsats her for at holde øje med smittetrykket, siger kontorchef Jacob Bertramsen fra Region Nordjylland.

Det er region Nordjylland, der har ansvaret for testcenteret, mens det er personale fra falk, der bemander tilbuddet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.