Borgmester i utide - med urent trav?

AALBORG:De berømte kaffeklubber i socialdemokratiet har jo altid haft deres egne kandidater til diverse poster i forbindelse med valgene – såvel lokalt som på landsplan.
Sådan er det jo nu engang.
I Aalborg fornemmer man, at mørke skyer og uenighed er ved at glide henover ”et borgmestervalg i utide”.
En fraktion af siddende byrådsmedlemmer fra Socialdemokratiet og en række højtstående fagpersoner fra fællesvirksomhed med mere har lækket til pressen om byrådsmedlemmernes støtte til de to borgmesterkandidater, med en skæv og måske urigtig fordeling af, hvem der støtter hvem. Her fremstillet som om langt de fleste i gruppen støtter Flemming Møller Mortensen. Dette til trods for en klar aftale om, at ingen i gruppen skulle melde ud af hensyn til den afsluttende urafstemning.
To af socialdemokratiet byrådsgruppe, Nuuradiin S. Hussein og Lisbeth Lauritsen, er med i denne fraktion, og deres handlinger i den forbindelse blev udstillet f.eks. igennem Nuuradiins udtalelser til dagspressen om, at han trak sit kandidatur og mente, "at han nok kunne blive borgmester på en anden måde”.
Underforstået at give sin stemme til Flemming Møller Mortensen – mod at blive borgmester vikar i to et halvt år.
Var Lisbeth Lauritsen på lignende vis lovet f.eks. en rådmandspost, da hun trak sit kandidatur dagen før den ekstraordinære generalforsamling mod, at hun stemte på Flemming M. Mortensen?
Konfronteret med dette på generalforsamlingen meldte hun sig kort tid efter ud af partiforeningen Nørresundby og skiftede til Aalborg Vest-afdeling.
Hændelser, som bringer tankerne hen på, om der måske ”er lettet på låget til kagedåsen” i utide?
Det virker faktisk, som om den ”kaffeklub” var gået lidt i panik over, at borgmestervalget blev fremskyndet - måske presset igennem af fællesvirksomheden i Socialdemokratiet.
Hvis man kigger på Aalborg socialdemokratiske ledelse igennem de sidste år, ville det da været meget mere kvalificeret, at man ventede med det endelige valg af ny borgmester, indtil man fik ryddet op i de mange uheldige sager, som lå uløst.
Her tænkes f.eks. på rod i borgmesterens forvaltning, rod og forvirring i byggesager, kæmpeunderskuddet i det nye sygehus, det alt for tætte byggeri i flere af Aalborgs bydele etc.
I de sidste dage er der endelig kommet en tilkendegivelse fra støtterne til Lasse Frimand fra den socialdemokratiske byrådsgruppe, selvom støtterne beklagede, at de interne aftaler var blevet brudt af den nævnte fraktion.
Nu var katten jo sluppet ud af sækken.
Et gammelt ord siger, at hastværk er lastværk, og jeg synes, at disse hændelser – udover forsøget på manipulation af den socialdemokratiske vælgerskare og det urene trav – er et farligt eksempel på, at man går for hurtigt frem.
Tænk blot på at den socialdemokratiske bastion på Københavns rådhus, der vakler på grund af forhastede beslutninger og forkerte kandidater.
I Aalborg kunne man f.eks. have ventet med borgmestervalget via viceborgmesteren, så oprydningen kunne have fundet sted til gavn for byen.
Mange gange kommer man til at betale regningen bagefter, når man haster og manipulerer tingene igennem.
Der kan drive mørke skyer hen over de nævnte underhåndsaftaler om løfter og fordelinger af poster, hvis f.eks. Flemming Møller Mortensen vælges.
Hvor er garantien for, at en vikar i to et halvt år skal passe borgmesterembedet og styrke det frem mod et kommende valg i socialdemokratiets ellers sikre borg – Aalborg.
Selvfølgelig er Flemming Møller Mortensen et godt bud, men er han det rigtige valg, når han først kan tiltræde om to et halvt år?
Hvad hvis han slet ikke bliver valgt til Aalborg Byråd, når tiden kommer.? Så kan vi jo i værste fald komme til at stå som ”konen med æggene” og så falder det hele jo på gulvet.
Det har harmet mig med den manglende fairness over for Lasse Frimand i denne proces, idet jeg ser en manglende respekt for en dygtig og seriøs byrådspolitiker, der spiller efter reglerne.
Det har harmet mig med den manglende fairness over for Lasse Frimand i denne proces, idet jeg ser en manglende respekt for en dygtig og seriøs byrådspolitiker, der spiller efter reglerne
Måske var det på sin plads at sige et stilfærdigt: "Hva' så, Aalborg?".
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.