Coronavirus

Borgmestre i møde med minister: Der er ledig kapacitet, så flere skal testes

Fejl i kommunikation mellem ministerium og kommuner har spændt ben for flere mobile lyntests på kommunale institutioner

Budskabet fra ministrene var klart: Flere skal testes. Arkivfoto: Bente Poder

Budskabet fra ministrene var klart: Flere skal testes. Arkivfoto: Bente Poder

Onsdag meddelte Justitsministeriet, at der fortsat er stort behov for - og kapacitet til - at flere bliver testet. Men antallet af test har ikke fulgt med.

Derfor hasteindkaldte justitsminister Nick Hækkerup (S) til møde med landets 98 borgmestre torsdag eftermiddag for at bede dem gøre brug af mulighederne for at få mobile testenheder udsendt til kommunale institutioner.

Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen (S) er glad for, at der er masser af kapacitet til både PCR- og lyntest, men er dog utilfreds med dårlig kommunikation fra ministeriets side.

- Vi blev skoset for ikke at have testet nok, men vi havde slet ikke fået at vide, at vi selv kunne få mobile testvogne ud til institutioner i kommunen, siger hun efter mødet, der udover justitsministeren også inkluderede social- og ældreminister Astrid Krag (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

For havde hun vidst det, var der ingen tvivl om, at man i Frederikshavn Kommune vil have gjort brug af tilbuddet.

- Det er absolut noget, vi vil gøre brug af, for vi ved jo, at intensiv test og smitteopsporing er essentielt.

- Nu handler det om at få udnyttet den ledige kapacitet på til brug på plejehjem, dagtilbud, opholdssteder og sociale botilbud, lyder det fra Birgit Hansen.

Hun bruger samme anledning til at komme med et generelt opråb til borgerne i Frederikshavn.

- Der er masser af ledig testkapacitet, så vi må ikke falde af på den og glemme at blive testet.

Bedre med direkte besked

I Mariagerfjord Kommune er borgmester Mogens Jespersen (V) også forvirret.

- I går (onsdag, red.) meldte regeringen ud, at kommunerne kunne få alle de lyntests, de ville. Vi var overraskede over, at vi skulle høre det i pressen og ikke have en direkte besked. Det har vi så fået nu.

Nu havde I jo et større smitteudbrud på et plejehjem i Hobro tidligere på ugen. Havde det ikke været meget rart at vide tidligere?

- Nu har vi gennem Sundhedsministeriet søgt om og fået sat lyntest op ved plejehjemmet. Men det havde været rigtigt godt og noget lettere, hvis det havde gået gennem kommunen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.