Brug gerne helligdag til at tale om hellige emner

PALMESØNDAG:Min mormor kunne være fyldt 113 år i dag. Hun var en dame, som ville have nydt at fylde år på en Palmesøndag. Som det også er i dag. At Palmesøndag er indledningen til påsken og Jesu korsfæstelse, ville hun ikke gå så meget op i. Hun ville - også selvom hun ikke var særligt religiøs - havde fæstnet sig ved påskens glædelige budskab i kraft af genopstandelsen, der ville falde på søndagen. For mormor var Palmesøndag begyndelsen på en masse familiehygge, gækkebreve - som hun var mester i at sende til børnebørn og venner - påskeliljebuketter (som jeg hader, undskyld) og påskeæg i alle pastelfarver til os børn, mens de voksne drak snaps til farmors sønderjyske solæg.

PÅSKEN ER for mig ikke kun en reference til barndomsminder af den slags.

Påsken er, efterhånden som livet har formet mig, og mit gudsforhold har fundet form i mig, den vigtigste tid i mit personlige kirkeår.

Mange har det sådan med julen, hvor Gud sender sin søn ned til os. For mig er det, at han lader sin søn dræbe af os og for vores synder, hvorefter Jesus står op af graven præcis ugen efter Palmesøndag. Dét er størst af alt og aldeles ubegribeligt!

Så at få lov til at udkomme med min klumme på mormors fødselsdag og Palmesøndag, er et af de her sammenstød af begivenheder, som mange trækker på skuldrene af som rene tilfældigheder. Og der er da heller ingen lige linje mellem mormor og Jesus. Selvom hun bestemt ikke satte sit lys under en skæppe.

HVAD HAR alt det med EU at gøre? Det kommer lige om lidt.

Nationale helligdage er et nationalt ansvar. Det må EU ikke blande sig i. Det ville være helt forkert. Tabet af store bededag er alene et dansk tab. Et alvorligt tab for vores kirkehistoriske bevidsthed om Reformationen og måden, vi i Danmark traditionelt trækker tråde bagud i tiden, som vi kan holde fast ved i en nutid, hvor det at bede og søge andagten hurtigt kan glide i baggrunden.

SÅ JEG begræder tabet af store bededag af den grund, og fordi den i min familie er blevet fejret på mange forskellige måder, der altid har rystet støvet af svaret på, hvorfor vi havde den. Denne særlige helligdag skal dø, fordi det spekulerede beløb, der herved kan spares, argumenteres at gå direkte til opbygning af et stærkere dansk forsvar.

DET AFSLØRER en bekymrende Matador-pengelogik i vores samfund. Ligesom sagen med kulturmomsen, hvor argumentet er, at kun netop med disse penge kan de nødlidende fængsler hjælpes, og fordi EU (nok) tvinger os til det (hvilket formentligt ikke er korrekt). Sig mig - er der indført blockchain på offentlige budgetter? Eller tør vi ikke indse, at der er grænser for, hvor mange penge staten kan tage ud af vores lommer, hvorfor prioritering af "nice to have" over for "need to do" er en evig opgave for os politikere?

NÅ, MEN tilbage til helligdagen og relationen til EU!

Tabet af store bededag er alene et dansk tab. Et alvorligt tab for vores kirkehistoriske bevidsthed om Reformationen og måden, vi i Danmark traditionelt trækker tråde bagud i tiden, som vi kan holde fast ved i en nutid, hvor det at bede og søge andagten hurtigt kan glide i baggrunden

Danske helligdage er i mit univers kun en lille my helligere, end nationalstaten er det. Fordi jeg er kristen før ret meget andet. Men for mig som konservativ er nationalstaten, et Europa bestående af nationalstater i fredelige naboskaber og derfor et EU af nationalstater i forening omkring det, intet land kan klare på egen hånd, noget nær en naturlov. En lov, som vores kultur afspejler på mangfoldigvis i forskelle og ligheder alt afhængig af, om du er rumæner, portugiser eller dansker.

DEN "HELLIGHED" skal man respektere. For det også er den, der kitter os sammen i gode naboskaber mellem lande. Lande, der har godt styr på sig selv, og som har overskud og vilje til det samarbejde, der skal præsteres for at gøre Europa bedre for de kommende generationer.

Der er et potentielt drama på størrelse med ”store bededagsdramaet” på vej i EU, som jeg gerne vil have lidt mere opmærksomhed og debat omkring:

DET HANDLER om transnationale lister til Europa-Parlamentet. Altså valgliste med kandidater, som ikke er knyttet til et enkelt medlemsland og valgområde. Ideen med de transnationale lister er, at alle europæere kan stemme disse listers kandidater på tværs af landegrænser. Altså, at der i fremtiden kan være politikere, som er hævet over eget land, som om det ikke fandtes.

Det er en helt, helt forkert måde at lave EU-politik på. Det er helt ude af takt med eller forståelse for, hvad Europa egentligt er for geografisk fællesskab og kulturel struktur. Et fællesskab, en struktur og ikke mindst en fælles historisk sammenhæng, som er selve forudsætningen for EU’s formål, form og fremtid. Ikke omvendt!

JEG ER med på, at der findes dem - heldigvis et mindretal - der af stringent ideologiske årsager arbejder for at skabe "Europas Forenede Stater", hvor nationalstaterne er opløst. De findes især på venstrefløjen, men også blandt liberale kollegaer. De skal have lov til at have denne drøm. Det er deres ret. Men det er også min borgerlige pligt at sige fra, når de kommer for tæt på at kunne realisere den.

Der kan vi snart befinde os. Europa-Parlamentet arbejder aktuelt - ved siden af udfordringerne med krigen, klimaet og konkurrenceevnen - med forslag, der lægger op til at tillade transnationale lister til valget i 2024. Det Konservative Folkeparti vil altid sige nej. Det gør det meste af EPP også. Men hvad siger de i de andre politiske grupper, hvori der sidder danske MEP’er?

PÅ DENNE helligdag og starten på en forhåbentligt dejlig påske med masser af familie- og vennehygge, vil jeg gerne foreslå, at I bringer dette - lidt hellige - spørgsmål på banen mellem sildemadder og snapseskål.

Snart glædelig påske.

Pernille Weissskriver første søndag i hver måned om sit arbejde i EU. Medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. E-mail: pernille.weiss@europarl.europa.eu.