I artiklen udfordres både selvmøderprincippet, visitationen samt opholdslængden for kvinder, der er udsat for vold. Der presses fra kommunens side, på for at få en bedre styringsmode med fokus på visitation og opholdslængde. Der henvises til et nedsat ekspertudvalg, hvis opgave dog ser ud til at have fokus på hjemløse borgere og ikke på krisecentrene. I hvert fald i denne omgang.

Det er overordnet set sørgelig læsning, at et så massivt kønsbaseret samfundsproblem skal reduceres til en bøvlet budgetbrik. Det virker først og fremmest enormt stigmatiserende for de voldsudsatte, at deres generelle situation og modet til at søge hjælp, udstilles som en udgift. Vejen ud af voldsudsathed er et vanskeligt bjerg at bestige, og det bidrager bestemt ikke tilde svære overvejelser og processen at blive yderligere konfronteret med at være til besvær for kommunens budget.

Nationalt set løfter krisecentrene en enorm samfundsmæssig opgave for meget få midler. Af de ca. 38 mia. kr., som anvendes på socialområdet for voksne, andrager krisecentrene sølle 2,5 procent af udgifterne. Der er i dette perspektiv tale om et voldsomt underprioriteret område, med henvisning til at 118.000 kvinder i 2021 var udsat for fysisk/psykisk vold. For pengene anvendes ikke blot til sikkerhed og beskyttelse af de 2.618 kvinder, som tager ophold på et krisecenter.

Sidste år var 2.254 børn på krisecenter sammen med deres mødre, og børnene modtager, i lighed med centrenes voksne beboere, en højt specialiseret og faglig kvalitativ indsats. Krisecentrene etablerer i vid udstrækning også efterværn/støtte til kvinderne efter endt ophold, og mange centre tilbyder, som Aalborg Krisecenter, åben/ambulantrådgivning, som finansieres ved løbende at søge om fondsmidler. 

Indsatsen på et krisecenter kræver løbende en investering i faglig opkvalificering og specialisering af personalet, og med tanke på, at kun 8 pct. af kvinderne har mere end ét ophold, så må indsatsen i høj grad siges at virke. Ingen andre typer af tilbud kan på nuværende tidspunkt præsentere en positiv effekt på 92 pct., som landets krisecentre kan.

Når indsatsen i så høj grad fungerer, så handler det ikke blot om, at krisecentrene er fagligt dygtige, erfarne og højt specialiseret.

Der optræder, som rådmanden for Aalborg Kommune også fremhæver, en række strukturelle forudsætninger, som er afgørende for den positive effekt.

Selvmøderprincippet er en grundsten i forhold til, at vi får hjulpet så mange, som det er tilfældet. For de kvinder, vi møder på krisecentrene, er dét at være udsat for vold i en nær relation både tabubelagt og skamfuldt. Hvis vejen ind i et trygt og sikkert ophold skal igennem en kommunal visitationsproces, så kan man let frygte, at mange vil afstå fra at søge hjælp. Man har ved lov ret til anonymitet, når man tager ophold på krisecenter, og denne væsentlige beskyttelse af den enkeltes integritet er for mange udslagsgivende for både selvfølelsen og sikkerheden.

Krisecentrene forestår selv visitationen af de borgere, som henvender sig, og det gør vi professionelt og med et solidt afsæt i vores specifikke viden og faglighed. Den tillid kan vi sagtens leve op til. Krisecentrene er desuden underlagt Det Sociale Tilsyn og har på tværs af tilbuddene en samlet score på 4.6 ud af 5 mulige, hvilket igen understreger en høj kvalitet.

I forhold til varigheden af et ophold afhænger dette altid af den konkrete, individuelle sag. Eksempelvis kan højrisikosager, med fare for liv og/eller grov legemsbeskadigelse, give anledning til et længerevarende ophold. Det samme gør sig gældende i sager, hvor der også har været vold mod børnene. 

Rådmanden fremhæver, at der ikke er nogle undersøgelser, der peger på, at et ophold ud over 3 måneder er godt. Der er dog heller ingen evidens for, at det er skadeligt, og med tanke på både den solide vurdering af krisecentrene fra Socialtilsynene og den høje effektrate på 92 pct. er der meget, der tyder på, at en opholdslængde tilpasset det behov, den enkelte kvinde har, giver det bedste resultat.

Vold i nære relationer rettet mod kvinder rammer meget bredt, både geografisk, aldersmæssigt, i forhold til social status, uddannelsesmæssige baggrund, jobsituation m.m. Krisecentrene er ikke et tilbud til socialt udsatte borgere eller hjemløse, men et tilbud til voldsudsatte kvinder. Meget af krisecentrenes arbejde går bl.a. på at støtte kvinderne i at fastholde de gode og fungerende relationer i deres tilværelse, fastholde kompetencer og styrke tilknytningen til uddannelse og arbejdsmarked m.m. 

Når vi lykkes med vores opgave, så forebygger vi samtidig yderligere marginalisering og stigmatisering. Med andre ord, så betaler investeringen sig mange gange tilbage. Derfor bliver det også ærgerlig læsning, når der tales om at spare på hjælpen til de voldsudsatte, og der samtidig undlades at sætte ord på, hvor stor en betydning krisecentrene har, og hvor kompleks og væsentlig en samfundsmæssig opgave der løses. Først og fremmest menneskelig, for den del af indsatsen kan vi aldrig gøre op i penge.

Vi er altid åbne for et samarbejde med alle de kommuner, vi samarbejder med og på tværs af. Men rationalet skal funderes i forebyggelse, de voldsudsattes perspektiv og hjælp til kvinderne. For det betaler sig og det betaler sig aldrig at lade være!