Dronning margrethe

Da dronningen blev dronning: Læs uddrag fra "Monark og menneske" her

I disse dage er det 50 år siden, kong Frederik 9. lå for døden. Med tilladelse fra forfatteren og majestæten bringer vi her et uddrag af Thomas Larsens bog "Monark og menneske"

- Kong Frederik den Niende er død. Længe leve Hendes Majestæt?Dronning Margrethe den Anden, bekendtgjorde Statsminister Jens Otto Krag tre gange fra balkonen på Christiansborg Slot, da han udråbte Tronfølgeren, Prinsesse Margrethe, til Danmarks Dronning. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

- Kong Frederik den Niende er død. Længe leve Hendes Majestæt?Dronning Margrethe den Anden, bekendtgjorde Statsminister Jens Otto Krag tre gange fra balkonen på Christiansborg Slot, da han udråbte Tronfølgeren, Prinsesse Margrethe, til Danmarks Dronning. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

VI HØRER SAMMEN – OG DET SKULLE MEGET GERNE FORTSÆTTE

”Ja, hvor klar er man?”

Dronningen gentager spørgsmålet og lader tankerne gå tilbage til januar 1972, da kong Frederik i løbet af kort tid blev så syg, at hun forstod, at han næppe ville overleve.

Dermed måtte hun se i øjnene, at hun snart skulle træde frem som hans efterfølger.

”Man er jo aldrig helt klar – og så alligevel,” siger dronningen. ”Far blev syg nytårsnat, og mor ringede til mig næste morgen, hvor hun fortalte, at han havde det meget dårligt. Dengang holdt vi nytårskur om morgenen den 1. januar og senere en stor middag om aftenen. Mor sagde, at det måtte vi klare uden far. Så siger man, jamen godt, så gør vi det.”

Dronningen havde deltaget i arrangementerne, siden hun var 16-17 år, så hun var fortrolig med, hvordan de skulle forløbe, og dronning Ingrid og prins Henrik ville være ved hendes side. Alligevel var hun instinktivt klar over, at en ny tid kunne være på vej, og hun fornemmede det især i én bestemt situation under taflet om aftenen.

”Jeg skulle slå på glasset og udbringe en skål, og jeg havde en underlig fornemmelse af, at dette ikke kun er en enkelt gang – men første gang. Siden har andre husket tilbage på aftenen med de samme følelser, og jeg har talt om det med min mor, mine søstre og min mand. Det er svært at forklare, men jeg havde allerede da fornemmelsen af, at dette var et skifte.”

Dronning Margrethes første statsråd med bl.a. K.B. Andersen og med ryggen til Jens Otto Krag. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Dronning Margrethes første statsråd med bl.a. K.B. Andersen og med ryggen til Jens Otto Krag. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

På det tidspunkt lå kong Frederik ikke for døden, men han havde virket træt og udmattet, da han holdt sin nytårstale. ”Man kunne godt se alderen på ham. Han var begyndt at blive mere træt og usikker,” husker dronningen.

Den 2. januar blev kong Frederiks tilstand stærkt forværret. Han fik et hjerteanfald og blev indlagt på hospitalet. I Statsministeriet blev den socialdemokratiske regeringschef, Jens Otto Krag, underrettet om alvoren, og snart sansede medierne, at majestæten næppe ville overleve. Den 14. januar om morgenen udsendte hoffet en besked om, at kong Frederik var bevidstløs, og samme aften sov han ind, omgivet af sin hustru, sine døtre og svigersønner.

For familien – og for hans ældste datter – udløste hans død en dyb sorg, men midt i sorgen var der en stille taknemmelighed over, at han kom fredfyldt afsted, og med dronning Ingrid i spidsen viste familien og monarkiet sin styrke. Alt blev sat ind på at føre den kommende regent sikkert og værdigt frem som Danmarks nye statsoverhoved.

”Vi var taknemmelige over, at far ikke skulle være syg i lang tid. Det varede kun 14 dage, fra han blev syg, til han døde. Det er kort tid, men det kom alligevel ikke som et lyn fra en klar himmel. Mor var ganske utrolig. Hun var ramt af sorg, men hun var afklaret og inde i alle detaljerne om, hvad der skulle ske. Hun viste en styrke, som vi godt vidste, at hun havde i sig, men som var imponerende. Hun viste mig, at nu skulle jeg leve op til ansvaret. Jeg vidste også, at far havde set frem til, at jeg en dag skulle efterfølge ham. Jeg var hans store pige, og han var altid så umanerlig stolt af mig. Nu skulle jeg vise, at det ikke var det rene pjat.”

Dronning Margrethe sammen med amtmand A.J. Bech på besøg i Thisted i sommeren 1972. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Dronning Margrethe sammen med amtmand A.J. Bech på besøg i Thisted i sommeren 1972. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

I tilbageblikket husker dronningen ikke alene tilbage på dronning Ingrid med taknemmelighed. Prins Henrik gjorde også alt, hvad han kunne, for at støtte sin hustru, ligesom medarbejderne ved hoffet rykkede sammen om hende. ”Det var, som om de alle sagde: Så er det nu,” fortæller dronningen. ”Det var en stor støtte på vejen dertil. Da dagen kom, ja, så var det virkelig nu, og så gør man det.”

Da hun den 15. januar klokken 15.00 gik ud på balkonen over Christiansborg Slotsplads, og da statsminister Jens Otto Krag kort efter udråbte hende til ny regent, var hun i sorg – men også rolig – for hun vidste, hvor meget kong Frederik og dronning Ingrid havde forberedt hende på det, der skulle ske.

Forældrenes nænsomme, tålmodige og vedvarende støtte ser dronningen som et rørende udtryk for deres kærlighed. ”De var så fortrøstningsfulde. De viste mig, at det skulle jeg nok klare. Min fars søde stolthed over mig mærkede jeg, fra jeg var ganske lille, og da skiftet skete, viste min mor, at hun også havde tillid til mig. Jeg spurgte hende flere gange til råds, men så sagde hun, at nu skulle jeg tage beslutningen. Hun var en klog dame.”

Mange år senere, i januar 1997, holdt dronning Ingrid en tale i forbindelse med datterens 25-års jubilæum som regent. Henvendt til sin datter sagde hun: ”De, som har fulgt dig så nøje gennem årene, har egentlig til at begynde med været lidt ængstelige for, hvordan det skulle gå dig. Men som tiden gik, var vi ganske klar over, at den skulle du nok klare. Du har arvet både din fars store gode hjerte og hans situationsfornemmelse.”

At datteren også havde arvet sin mors dømmekraft og menneskekundskab, nævnte dronning Ingrid ikke, men at dronning Margrethe har lært umådelig meget af netop hende, er der ingen tvivl om.

Dronningen husker udmærket ordene fra sin mor. ”Der havde jeg den største klump i halsen, kan jeg godt sige. Hun var en meget betydelig dame. Et stort menneske.”

I dag ser dronningen med stor respekt på den måde, som kong Frederik og dronning Ingrid moderniserede monarkiet på i efterkrigstiden og bragte kongehuset tættere på befolkningen.

Af iagttagere er dronning Ingrid ofte blevet fremhævet som strategen, der bistod sin mand. Han var folkelig og populær, mens hun var bevidst om, at kongehuset gradvist måtte fornys. Dronning Margrethe har dog aldrig brudt sig om beskrivelsen af sin mor som ”strateg”. Efter hendes mening lyder det alt for køligt og businessagtigt. ”Sådan var mor ikke. Men hun kunne se klart. Hun kunne se gennem en mur, hvis det skulle være. Hun var klar over, hvad folk stod for, når det gjaldt, og da hun blev gift, tog hun den opgave på sig, at hun fra nu af skulle være sin mands bedste støtte og blive en del af Danmark. Jo mere hun lærte landet at kende, desto mere voksede hun sammen med det.”

Dronningen skriver derimod gerne under på det udtryk, som journalisten og forfatteren Annelise Bistrup engang brugte, da hun skrev, at dronning Ingrid havde en særlig sans for monarkiets væsen.

Den største overraskelse i forbindelse med skiftet var den massive støtte fra danskerne. Dronningen havde aldrig troet, at opbakningen til hende ville få så stort et omfang.

”Da jeg gik ud på balkonen, kunne jeg se, at pladsen var sort af mennesker. Det kom bag på mig. Vi befandt os i en tid, som var påvirket af ungdomsoprøret og opgøret mod autoriteter. Men der var fyldt med mennesker, og der var også unge mennesker. Det gjorde et stort indtryk på mig. Jeg havde set fotografier fra min fars udråbelse, og jeg havde aldrig troet, at så mange mennesker ville samle sig igen. Men foran mig var der endnu flere, og det gav mig en følelse af, at det nok skulle gå. Midt i kulden – for det var vitterlig en iskold januardag – udstrålede de i overført betydning en støtte og varme, som rørte mig dybt.”

Dronningen mærkede også, hvordan alle i familien bakkede op og accepterede, at hun var regenten. ”Jeg var 13 år, da grundloven blev ændret i 1953 og banede vejen for et kvindeligt statsoverhoved. Siden havde alle vidst, at det en dag ville ske for mig. Jeg var ung, da jeg skulle træde til – men jeg var også heldig, for på det tidspunkt var jeg blevet gift og havde fået mine to sønner, ligesom jeg havde nået at være min fars tronfølger i et pænt antal år. Derfor følte jeg mig nogenlunde velfunderet. Jeg følte heller ikke, at relationerne til min familie blev forandret, for alle havde vidst, hvad der skulle ske, og mine nære venner holdt også ved.”

Ikke desto mindre mærkede hun presset fra den opgave, som hvilede på hendes skuldre, og hun kastede sig ud i sin livsmission med en pligtfølelse og beslutsomhed, som betød, at hun ifølge eget udsagn i perioder blev for fraværende over for sin mand og sine sønner.

Da hun i april 2015 fyldte 75 år, holdt kronprins Frederik en tale, hvor han beskrev, hvor meget der var lykkedes for hende, men han skjulte heller ikke, at udfordringen i begyndelsen havde været stor. ”Du var kun 31 år gammel, da du overtog ansvaret og forpligtelsen som Danmarks regent. Dit ægteskab var knap fem år gammelt, du var mor til to drenge på tre og to. Du havde forventet og håbet på mere tid med familien, inden skæbnen indløste dit lod som tronfølger,” sagde kronprinsen og fortsatte: ”Flere generationer af danskere har aldrig prøvet andet, end at du var deres dronning. Ja, der findes endda bedsteforældre, som alene har levet med dig som statsoverhoved. Det er et ansvar, jeg tror, de færreste begriber tyngden af, men du har altid formået at få det til at se let ud. Du har i den grad levet efter dit eget motto om at følge med tiden uden at blive slave af den.”

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.