Vejret

De var klar på 36 brandstationer – og fældede et enkelt træ

Dagen efter stormen har Nordjyllands Beredskab fokus på en bestemt ting

Der var især ved vestkysten gang i stormen. Her slår bølger ind over havnen i Hanstholm.
Der var især ved vestkysten gang i stormen. Her slår bølger ind over havnen i Hanstholm. Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 07:59

Det var en voldsom storm, der mellem torsdag og fredag bevægede sig på tværs af Danmark. Men i Nordjylland ser det ud til, at man er sluppet særdeles nådigt.

Nordjyllands Beredskab koordinerer indsatsen i de 11 nordjyske kommuner. Og herfra var man klar med mandskab på de sammenlagt 36 brandstationer, hvis det blev nødvendigt – men det har altså ikke været meget, som stormen Pia har krævet af det lokale beredskab.

- Det har været meget stille og roligt. Vi har haft en enkelt opgave med et træ, der skulle fældes i Rold. Og det var det, fortæller beredskabschef Lars Bjørndal.

Vindstødene er fredag morgen ved at tage af i styrke, og dermed kan opmærksomheden fokuseres et andet sted hen.

- Jamen, nu holder vi øje med vandstanden i fjordene. Men den ser også ud til at være faldet.

Så I regner med, at det hele har kulmineret nu?

- Vi skal ikke kunne sige, om det hele er kulmineret. Vi kan bare se, at der har været en faldende tendens på vandstanden. Og med baggrund i de meldinger vi har fået fra kommunerne af, så skulle vi ikke umiddelbart se ind i noget, der giver anledning til problemer, siger Lars Bjørndal.

Mandskab fra Nordjylland assisterer i Randers

Der var i løbet af aftenen og natten vældig gang i stormen i Thy - med vindstød af orkanstyrke. Men hos Beredskabsstyrelsen Nordjylland – der holder til i Thisted – gav det ikke ekstraordinær travlhed.

- Vi har egentlig ikke været ude at assistere i vores eget dækningsområde, siger Rasmus Hinge, der er 1. vagthavende.

På forhånd var det forventet, at det kunne blive nødvendigt at sende nordjyske befalingsmænd og værnepligtige til Sjælland for at hjælpe til, når stormen rasede. Men det blev ikke nødvendigt. En enkelt assistance-opgave ved digerne i Randers er det dog blevet til.

- Vi har været ude med en af vores helt store højkapacitetspumper, som vi har sendt til Randers for at hjælpe dem, siger Rasmus Hinge.

- Det er egentlig blot en enkelt holdleder og en værnepligtig, der er af sted. Og det er kun som backup, hvis de pumper, der er der i forvejen, ikke længere kan klare det.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden