Delfinen fra Mors er død - måske druknede den under isen

Der er tale om en "almindelig delfin", sammen art, som flere gange har svømmet rundt i havnen i Aalborg.

Foto: Keld Kær Søndergaard

Foto: Keld Kær Søndergaard

THISTED:I sensommeren 2020 var en delfin i Limfjorden en attraktion for mange, der kunne tage en svømmetur med dyret - særligt ved Sundby på Mors, på østsiden af Vilsundbroen.

Men nu er delfinen død.

Torsdag morgen blev der fundet en død delfin ved Eshøj øst for Thisted, og Kristina Ydesen, der er biolog og udviklingschef ved Nordsøen Oceanarium, slår fast, at der tale om den delfin, der underholdt badende gæster i Limfjorden.

- Hvis man ser på finnen på den delfin, der svømmede ved Mors i sommer og på den delfin, der er fundet torsdag, så er der så store kendetegn, at jeg vil anse det for sikkert, at der er tale om den samme delfin, siger hun og sammenligner delfiners skind og finne med menneskers fingeraftryk.

Billede af den levende delfin fra Mors til højre og den døde delfin fundet øst for Thisted her til morgen.

Billede af den levende delfin fra Mors til højre og den døde delfin fundet øst for Thisted her til morgen.

Ud fra billederne kan Kristina Ydesen ikke slå fast, hvad delfinen er død af.

- Men den ser ud til, at den er forslået og har fået mærker på huden. Det kan tyde på, at den måske har ligget noget tid i vandet. Jeg ved ikke, hvordan isen har været i Limfjorden omkring Thisted, men delfiner skal jo trække vejret, og er den blevet fanget under isen, så er den druknet. Har den så ligget og rullet rundt under isen, kan den være blevet forslået og have fået skaderne, siger hun.

- Men det kan en obduktion, der sandsynligvis bliver lavet på delfinen, vise. Hvis der er vand i lungerne er den druknet, tilføjer hun.

Ud fra billederne taget i sommer kan Kristina Ydesen slå fast, at der er tale om en delfin af arten "almindelig delfin".

Den er normalt let genkendelig, fordi den har gule felter på siden mellem den mørke ryg og den hvide bug.

- Men den gule farve er forsvundet på den døde delfin, og det er også et tegn på, at den har ligget noget tid i vandet, siger hun.

Delfinen fra Sundby, da den i sommer var i live og spredte glæde blandt andet de gæster, der lagde vejen forbi for at se - eller ligefrem få svømmetur med - delfinen. Arkivfoto: Bo Lehm

Delfinen fra Sundby, da den i sommer var i live og spredte glæde blandt andet de gæster, der lagde vejen forbi for at se - eller ligefrem få svømmetur med - delfinen. Arkivfoto: Bo Lehm

På trods af navnet - almindelig delfin - er den ikke et almindeligt syn i Danmark.

- Den kommer en gang imellem på besøg, så den er ikke sjælden eller ualmindelig, men der kan godt gå år imellem, at den bliver spottet i danske farvande, siger Kristina Ydesen.

Da "almindelig delfin" også findes nord for Skotland, er den ret hårdfør overfor køligt vand.

- Jeg ved ikke, hvor koldt vandet skal være, før "almindelig delfin" ikke kan klare det. Men hvis vandet begynder med at blive for køligt vil den svømme mod varmere vand. Og den ser også umiddelbart sund og velnæret ud, så jeg tror desværre, den er druknet, siger Kristina Ydesen.

Det var også en "almindelig delfin", der flere gange er set i havnen i Aalborg.

Om delfinen fra Aalborg er identisk med den, der nu er død, er der dog ingen beviser for.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.