Der er invitationer, som man ikke siger nej til

RECEPTION:Der er invitationer, som man ikke bare siger nej til.

Som folkevalgt har man forpligtelser. Heriblandt at pleje Danmarks diplomatiske relationer.

Derfor overrasker det mig, at kun tre folketingspolitikere meldte sig til reception med Europa-Parlamentets formand.

DA præsidenten for Europa-Parlamentet, Roberta Metsola, i sidste uge besøgte Danmark med officielt besøg i Folketinget og mødte med statsministeren, måtte en reception med de danske folketingsmedlemmer aflyses.

Årsagen var - forstår vi på Ekstra Bladet - at der kun var tre tilmeldte ud af de 179 folketingsmedlemmer, som folketingets formand, Søren Gade havde inviteret.

Receptionen skulle foregå om onsdagen, hvilket burde være på en dag, hvor de fleste medlemmer er i hovedstaden.

DET, synes jeg, er både mærkeligt. Og jeg synes, det er problematisk. Lad mig forklare hvorfor:

Det er som sagt ingen skam at blive væk, når man ikke er inviteret. Men er det også en skam at blive væk, når man er blevet det? Tja, det er jo et moralsk dilemma, de fleste af os kender. Som så meget andet, må man selv tage de samvittighedskvaler, der kommer, når man med sin udeblivelse skuffer værten eller fornærmer selskabet. Sådan er det, og som regel går verden videre uanset.

MEN DER findes også invitationer, som man ikke sådan bare kan smide i skraldespanden. Og jeg tænker ikke på svigermors eller naboen, man ikke kan gemme sig fra. Jeg tænker på invitationer, man får, fordi man er noget, og ikke fordi man er nogen. Altså fordi man har en særlig profession, en rolle eller sågar er en institution selv - uanset om man hedder Per eller Poul. Invitationer, som man godt ved, at man bør tage imod, selvom man ikke har lyst.

ALT DET kender de ganske få mennesker i Danmark til, som har en særlig rang eller rolle. Kongelige, hofjægermestre, borgmestre, bisper, formænd for alt muligt, direktører, tillidsrepræsentanter og i ikke mindst folkevalgte, som tager deres mandat seriøst - uden at møde sig selv ihjel uden sans for prioriteterne, naturligvis.

MANGE GØR noget, fordi de skal, og ikke fordi de vil. Og det skal de have tak for. Viljen og evnen til at møde op med sin "hat" på og gøre sin stemme, rolle eller dem, man repræsenterer, gældende i den sammenhæng invitationen handler om, er noget af det kit, der får vores kultur til at hænge sammen. En kultur, som påvirkes af måden, man møder op på og deltager i de mere eller mindre formelle samtaler, der nu udspiller sig i den tid, der nu er sat af til det, man er blevet inviteret til.

UANSET OM man som folketingspolitiker kan li’ EU eller ej, uanset om man kan li’ Roberta Metsola eller ej, og uanset om man i sit udvalgsarbejde er tæt på EU-lovgivning eller ej. Så synes jeg, det er meget mærkeligt, at så få havde tid eller lyst til at prioritere at finde tid til at smutte forbi og i det mindste vise, at det danske folketing anerkender Europa-Parlamentet. Tid til med sin tilstedeværelse at vise respekt for den folkevalgte institution, som det er. En institution, der er medlovgiver på over halvdelen - sådan rundt regnet - af al den lovgivning, der findes i Danmark.

Det kan da ikke være, fordi man ikke kan li’ værtens pindemadder eller gæstens formfuldendte engelsk? Det kan heller ikke være, fordi tidspunktet lå så dumt, at alle andre en tre personer havde mødepligt til noget andet, som værten burde have vidst? Det ville i så fald være meget mærkeligt.

OG DET kan da umuligt være, fordi det danske folketing er ligeglad med, hvad der foregår i Europa-Parlamentet? Og hvad man som et lille land, der ikke kan lide, når de store lande buldrer henover os og vores interesser, kan opnå ved at vise præsidenten - ikke Roberta, for hendes person er sådan set ligegyldig, men det embede hun repræsentere - respekt og måske få plantet et synspunkt eller to i Danmarks favør? Det ville i så fald være problematisk. Særdeles problematisk.

DE SIDSTE mange år har vi vidst, at Danmark har relativt for få venner i EU, ligesom alt for få danskere har lyst til at arbejde i EU’s forskellige institutioner. Især efter at Storbritannien har forladt EU, står vi i mange spørgsmål alene sammen med få andre små lande. Det gør os utroligt sårbare i kampen om opmærksomhed og respekt for vores interesser. Vores forslag til forbedringer af EU’s love og instrumenter til alt lige fra energieffektivisering, klimakamp, industripolitik til størrelsen på det næste budget og fortolkningerne af retsstatens værdier kan risikere at tale til døve ører, fordi ingen gider høre på os af forskellige grunde.

GRUNDE, som kan handle om, at vi kun gider at tale med de andre, når vi selv har noget direkte i klemme. Eller fordi vi går efter umiddelbare egoistiske fordele. I givet fald en meget kortsigtet taktik. Eller det kan handle om, at man ikke er vant til at omgås os og vores uformelle, ofte meget direkte og ikke-hierarkiske stil. En stil, der på godt og ondt kendetegner et folk, som læser "Janteloven" på originalsprog, og minder hinanden om den igen og igen. Grunde, som formentligt gør, at vi bliver opfattet som uinteresserede i andre end os selv. Som nogle, der ikke gider at bruge eller dyrke den sociale kapital, som er i spil, når der inviteres til receptioner for en gæst, der repræsenterer en for klimaet og vores økonomis livsvigtig samarbejdspartner, som sjældent er på besøg. Altså fremstår vi egoistiske og forkælede. Og det er altså ikke det Danmark, jeg kender, og det, som danskere, jeg møder ude på virksomheder og inde i foreninger, når jeg er på besøg rundt omkring i vores smukke, lille og værdifulde land.

KALD MIG bare gammeldags, og skyd mig bare i skoene, at måske heller ingen fra mit eget parti havde meldt sig til receptionen.

De sidste mange år har vi vidst, at Danmark har relativt for få venner i EU, ligesom alt for få danskere har lyst til at arbejde i EU’s forskellige institutioner

Alle, der ikke deltog, har sikkert gode begrundelser.

Det er stadig bare ikke godt nok.