Det blev en dyr køretur til Skagen for nogle af dem, der viste firmabilen frem til Hellerup-ugen
Motorstyrelsen har været i Skagen for at kontrollere om ejerne af de dyre biler havde lov til at køre på ferie i dem

Ejeren af denne sorte Ferrari havde styr på afgiften, men det er det ikke alle, der kommer til Skagen i uge 29 der har. Så Motorstyrelsen havde også fundet vej til Skagen. Foto: Jan Pedersen
SKAGEN:En del af de gæster, der kommer til Skagen i uge 29, kommer i biler, der har lettet ejerens bankkontoen for et betydeligt beløb, da de blev købt.
Men der er også en del af bilejerne, der har glemt at betale det til statskassen, som de burde for at kunne køre i bilen til Skagen.
Erfaringerne viser nemlig, at en del af bilerne er firmabiler eller biler på gule plader, som ikke må bruges til at køre på ferie.
Derfor har Motorstyrelsen, der er en del af det tidligere Skat, været i byen og kontrolleret en del af bilerne.
Galleri - Tryk og se alle billederne.
- Vi har tidligere holdt kontrolaktioner i Skagen, og erfaringerne viser, at en del af gæsterne i byen blandt andet ikke overholder reglerne for at køre i gulpladebiler eller firmabiler. Bilisterne risikerer derfor at skulle betale en bøde eller betale et stort beløb i afgift, siger Jørgen Rasmussen, der er konstitueret direktør i Motorstyrelsen, i en pressemeddelelse, som styrelsen sendte ud på forhånd.
Aktionerne skete forskellige steder i Skagen og styrelsen fik hjælp fra politiet.
Og der er stoppet biler, hvor ejeren ikke havde styr på afgifterne, men fredag eftermiddag kan Motorstyrelsen ikke oplyse, hvor mange biler der er standset og i hvor mange tilfælde, at ejeren ikke havde styr på afgiften.
Medarbejderne fra Motorstyrelsen skal først hjem og kigge sagerne igennem, før de i næste uge håber at have et overblik over hvor meget aktionen har indbragt til statskassen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.