Leder

Det er i Aalborg, at Løkke finder kernen i sit nye projekt. Men hvem køber det?

I en ny bog skriver Lars Løkke Rasmussen det politiske program for sit parti, Moderaterne. Han vil samle hen over midten, men hov, hvad var det, der slap ud mellem sidebenene? Det vinder han næppe mange socialdemokrater på

Lars Løkke Rasmussen er farveblind, afslører han i en ny bog. Blå, rød, grøn. Det kommer ud på et. Det er jo blot pangfarver, der først giver mening, når de blander sig med hinanden.

Med denne nye erkendelse som passager pakkede han i sommer en lejet autocamper og trillede igennem Danmark i tre uger – fra Nyhavn til Skagen. Undervejs mødte han danskere, som over en fadøl, et glas rødvin, en ostemad, en grillbøf og meget andet godt fortalte ham om hverdagen i et land, der er i langt bedre harmoni, end hvad vi normalt får fortalt af politikere, der forsøger at splitte på tværs og langs – mellem hovedstad og udkant, mellem rig og fattig, mellem hvid og farvet.

Vi har det jo meget godt. Men kan vi ikke gøre det bare lidt bedre, skriver han og forbløffes over, at han dermed gør Poul Nyrup Rasmussens berømte ord til sine.

Bogen, der udkommer i morgen, bærer den dobbelttydige titel ”Ud af det blå”. I 42 rejsebreve funderer den tidligere statsminister og Venstre-formand over, hvad det er, der kan gøres bedre, og til slut lander han i Skagen med en ”to-do-liste”, som må være det hidtil klareste bud på et politisk program for Moderaterne, Løkkes nye midterparti, der er opstillingsberettiget til næste folketingsvalg:

Det skal kunne betale sig at arbejde. Men vi skal passe bedre på de svage. Den sociale arv skal brydes. Erhvervsuddannelserne skal styrkes. Skolerne må tage større hensyn til drengene. Væk med regionerne. De varme hænder i det offentlige skal sættes fri af målkrav. Vi skal passe på naturen, men ikke på bekostning af vækst. Vi er globalister. Hudfarve og oprindelse er ligegyldig, hvis vi bare deler viljen til demokrati og til at yde en indsats.

Det er i Aalborg, at Lars Løkke Rasmussen kommer frem til den sidste erkendelse, som er en vigtig kerne i hans og Moderaternes projekt. På Kystens Perle på Vestre Bådehavn møder han afghaneren Mohammed Ronas, som er fuldt integreret i Danmark, og som Løkke drømmer om at gøre til folketingskandidat. Mohammeds historie er dybt inspirerende, og det er let at dele hans irritation over den danske udlændingedebat.

Det samme gør Løkke. Han vil rette fokus på det store flertal af udlændinge, der klarer sig godt, i stedet for at gøre mindretallets problemer til alles. Han ønsker at hjælpe de danske virksomheder med at skaffe udenlandsk arbejdskraft, som der er skrigende behov for i disse år. Og han raser mod ”symbolpolitikken” og beskylder Socialdemokratiet for at have taget den til ”et nyt niveau”. Hvilket vel kun kan forstås som noget, der er endnu mere skørt, end da hans egen integrationsminister Inger Støjberg talte om øde øer og fejrede papirstramninger uden betydning i virkeligheden med lagkage.

”Vi diskuterer noget, der ikke findes. Et fatamorgana”, skriver Lars Løkke og skynder sig at slå en tvivl, som opstår i hans indre, hårdt til jorden:

”Jeg er ikke naiv og fandeme hverken blevet halalhippie eller radikal, men der er altså plads til optimisme.”

Undervejs på køreturen gennem Danmark tænker Løkke tilbage på sine formative år i 1980erne, og det slår én, om det i virkeligheden er perioden med en anstændig borgerlig politik som under Schlüter, han ønsker tilbage? Orden i økonomien. Internationalt udsyn. Plads til alle. Lad murene falde. Frihed. Det er uhyre interessant.

Løkke slipper ånden fra 89 ud af flasken, netop som den socialdemokratiske ideolog Kaare Dybvad Bek har forklaret regeringens politik som et korrektiv til 89-generationens grænseløse stræben efter frihed.

Den nye Løkke er farveblind, men han ser nu ganske klart Dybvads opgør som en rød klud i ansigtet, og han kan ikke have det. For en stund glemmer han Moderaternes forsoningsprojekt, når han ikke kan nære sig for at skrive, at han ”væmmes”, når ”yngre socialdemokrater hælder ’89-ånden’ ud med badevandet eller tror, at de med tvang kan skabe frihed”.

Mange vil givetvis købe den nye bog. Den er både velskrevet, fornøjelig og tankevækkende. Men hvor mange køber Løkkes tilbud om en politik hen over midten – med ham selv i spidsen for det? Næppe de røde.

Lars Løkke Rasmussen, Ud af det blå – en Danmarksrejse, Politikens forlag, udkommer 18. oktober.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.