Mediebilledet

Det Nordjyske Mediehus indgår i journalistisk samarbejde med tre andre mediehuse

Fire regionale mediehuse i Nordjylland og på Fyn vil pulje ressourcer for at styrke journalistikken.

- Vi glæder os til at være en del af samarbejdet med de tre andre mediehuse, for vores journalistiske mission er den samme, siger ansv. chefredaktør Karl Erik Stougaard. Foto: Torben Hansen

- Vi glæder os til at være en del af samarbejdet med de tre andre mediehuse, for vores journalistiske mission er den samme, siger ansv. chefredaktør Karl Erik Stougaard. Foto: Torben Hansen

Til gavn for demokratiet, til glæde for borgerne. Det er den grundlæggende tanke bag et helt nyt samarbejde mellem fire regionale mediehuse i Danmark.

Der er nemlig behov for nytænkning og opbrud i vante mediemønstre for at styrke lokal- og regionaljournalistikken i Danmark, mener de fire direktører i samarbejdet, Morten Vinther Jensen, Det Nordjyske Mediehus, Mikael Justesen fra TV2 Nord, Esben Seerup fra TV 2 Fyn og Jysk Fynske Mediers Jesper Rosener.

Derfor har de sat sig for i løbet af de kommende år i fællesskab at udvikle et nyt publicistisk samarbejde på tværs af mediehusene. Samarbejdet er konkret og operationelt og vil i praksis primært ske på mediernes digitale platforme.

- Vores samarbejde med de tre andre mediehuse handler om vores fælles mission: At lave den bedste journalistik, for vores vedkommende den bedste journalistisk til nordjyderne. Og vi glæder os til at komme i gang, siger ansvarshavende chefredaktør for Det Nordjyske Mediehus, Karl Erik Stougaard

I første omgang vil samarbejdet dreje sig om fire områder: Et øget fokus på regional, undersøgende journalistik. Tættere dækning af større begivenheder. Bedre udnyttelse af allerede produceret indhold.

Som det fjerde punkt vil husene tage initiativ til en konference for den danske mediebranche. Ambitionen er at undersøge, hvordan branchen kan mødes om nogle fælles, grundlæggende visioner for dansk journalistik i fremtiden – også her til gavn for brugerne og demokratiet.

Næste skridt for de fire regionale medier er hen over de kommende måneder at samle redaktionelle medarbejdere på tværs med det formål at konkretisere planerne yderligere, og allerede i løbet af efteråret vil de nordjyske - og fynske - mediebrugere få de første resultater af det nye samarbejde at se.

Alle fire parter har en ambition om, at samarbejdet kan blive en rollemodel for lignende, publicistiske aftaler. Derfor vil erfaringerne og intentionerne åbent blive delt på den konference, der er den del af mediehusenes plan.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.