Drevet af evnen til at ødelægge?

Erhverv Norddanmark – evnen til at ødelægge?

Erhverv Norddanmark har i den senere tid opslået et antal indlæg til støtte for 3. Limfjordsforbindelse.

I et af de seneste indlæg er følgende frase udtrykt: ”Den, der har evnen, har pligten”, og i en anden formulering: ”Aalborg har både evnen og pligten”. 

Rigtigt mange må da synes at det er ganske flertydigt og dermed intetsigende, ja tomt. Alle har jo forskellige evner og jo, de forpligter.

Det afgørende er vel derfor, hvad evnerne udnyttes til. 

Vi ved jo, at nogle evner bliver udnyttet til at skabe lovbrud og forbrydelser, andre til at ødelægge ting endog skade mennesker. Det kan vel ikke være sådanne evner, der tænkes på.

I dette indlæg handler det om 3. Limfjordsforbindelse, og som det er påpeget så ofte, så har der hele tiden været en mulighed for ganske enkelt at udvide den eksisterende forbindelse via E45, men lederne i Erhverv Norddanmark ønsker i stedet, at der skal anlægges en 20 km ny motorvej vest om Aalborg og dermed udnytte evnen til at skabe en masse ødelæggelser. Det vel stik imod hensigten med de fremsatte udtryk.

Mon ikke vi kan være enige om, at vi godt kan undvære sådanne fordummende udtryk i debatten. Tror man at de nordjyske virksomheder ikke er klogere? Ifølge den nyligt afholdte opinionsundersøgelse er borgerne i Aalborg Kommune ikke i tvivl. 

Kun 28 pct. foretrækker motorvejen via Egholm, mens hele 59 pct. foretrækker en udvidelse af den nuværende motorvej og Limfjordstunnelen. 

Hvis undersøgelsen gjaldt hele Nordjylland, har det tidligere vist sig at resultatet bliver omtrent det samme.

Fra et langt liv med et stort antal ledere i nordjyske produktionsvirksomheder har jeg set, at man formår løbende at træffe de bedste valg ud fra grundige analyser og overvejelser. Når det så er tydeligt bevist, at en Egholm-motorvej ikke løser behovet, men vil betyde, at medarbejdere, håndværkere, godstransporter mv. fortsat vil komme til at spilde tiden og holde i kø, vil jeg påstå at virksomhedslederne godt kan se, hvor uansvarligt det er. I bør protestere!

Vi har stadig til gode at få ordentlige argumenter på bordet fra jer samt fra flertallet af byrådsmedlemmerne og regionsrådsmedlemmerne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.