Drop sagen: Politianmeldelse mod AaB er grundløs

Kviklån med ågerrenter på flere hundrede procent er noget, Fanden har skabt. Det har i de senere år ført unge og svage sjæle i uføre, og det var en lykkelig dag for familier landet over, da et bredt flertal i Folketinget i sommer vedtog et forbud mod kviklån med renter på over 35 procent.

Men loven har fået en uheldig konsekvens. Som et perifært vedhæng til loven er der indført et forbud mod markedsføring af forbrugslån side om side med reklamer for spilleselskaber, og det skaber nu en frygt for, at bredde- og eliteidrætten mister millioner af kroner i støtte fra de danske banker. Det var formentlig ikke Folketingets hensigt, men bankernes flugt fra idrættens verden er allerede i fuld gang: Arbejdernes Landsbank har følt sig tvunget til at trække sig som sponsor for det danske fodboldlandshold, fordi landsholdet også har en mindre sponsoraftale med Danske Spil. I denne uge er AaB meldt til politiet, fordi klubbens Superligahold har spillet med reklamer for både Spar Nord Leasing og spilleselskabet Mr. Green på den stribede trøje. Og Dansk Boldspil-Union advarer om, at loven truer hele det frivillige foreningsliv for hundredtusindvis af børn og unge.

Hvorfor er sunde og aktive danskere i idrætslivet endt som ufrivillige syndebukke for en lov mod kviklån? Det sidste sted, man finder et svar, er i referaterne fra Folketingets tre behandlinger af lovforslaget i sommer. Ingen af erhvervsordførerne fra de partier, som vedtog loven, nævnte med bare et enkelt ord forbuddet mod en sammenblanding af reklamer for forbrugslån og for betting. Der blev ikke fremført blot en flig af et argument for, at et sådant bredt formuleret forbud – også mod helt almindelige låneprodukter i sammenhæng med spillereklamer – var nødvendigt for at komme kviklån til livs.

Derfor må det undre, at SF som et af partierne bag loven nu stritter imod, når erhvervsminister Simon Kollerup (S) og Venstre i lyset af de urimelige konsekvenser, som loven har fået for blandt andre AaB, er villige til at revurdere forbuddet. Ifølge idrætsordfører Charlotte Broman Mølbak var det ”helt centralt” for SF i forhandlingerne at beskytte forbrugerne mod reklamer for forbrugslån samtidig med reklamer for betting. Men hvis det virkelig var så centralt, hvorfor nævnte SF det så ikke med et eneste ord under Folketingets behandlinger?

Sagen lugter af endnu en ideologisk hetz mod bankerne fra venstrefløjens side, og i den kamp er bredde- og eliteidrættens vilkår åbenbart en acceptabel følgeskade. Men den kamp må rimeligvis kæmpes i andre arenaer. Alle, der er vokset op i landets idrætsforeninger, ved, at de lokale banker er blandt de mest gavmilde sponsorer til såvel lykkelige, unge knoldesparkere som målrettede, voksne professionelle. Det er i bankernes interesse at være en del af det lokale fællesskab, og det er i de lokales interesse, at bankerne understøtter et sundt foreningsliv. Det er denne kulturelle og harmoniske samhørighed, at loven mod kviklån er ved at rive fra hinanden. Det kan ingen være tjent med, og derfor munder regeringens og Venstres forhandlinger forhåbentlig ud i en lovændring.

Vi vil alle gerne begrænse ludomani. Et stigende antal danskere havner i bundløs gæld og må søge behandling for deres spilleafhængighed, og bettingfirmaers markedsføring i forbindelse med sportsbegivenheder kan være en medvirkende årsag. Men det kan ikke være bankerne eller idrætslivet, der skal bære omkostningerne for at løse det problem. Hvis Folketinget ønsker at begrænse spilleselskabers muligheder for at reklamere, så ret lovgivningen direkte mod dem.

I den konkrete sag om AaB er det eneste rimelige at sige: Så længe klubben ikke reklamerer for ulovlige kviklån, men alene for lødige bankprodukter, bør der ikke være noget at komme efter. Ånden i loven er at komme de uhyrlige kviklån til livs, ikke bankers almindelige virksomhed og slet ikke idrætten. Derfor bør politi og anklagemyndighed afvise anmeldelsen mod AaB som grundløs.