Coronavirus

Efter Mogens Jensens afgang: - Dette her er starten

Oppositionspartierne stiller sig ikke tilfredse efter fødevareministerens beslutning om at trække sig. Ansvaret ligger højere oppe, skriver de

Der skulle kun gå få minutter fra, at Mogens Jensen meddelte offentligt, at han trækker sig som Fødevareminister, til at lederne af partierne i oppositionen gjorde opmærksom på, at den ulovlige instruks ikke var udstukket af ham, men af statsminister Mette Frederiksen.

Jakob Ellemann-Jensen (V) mener, at der bliver "sparket nedad".

- Nu er Mogens Jensen (S) den, der er blevet ofret. Sådan er politik nogen gang. Men dette her er starten. For forløbet skal undersøges til bunds, så vi kan finde ud af, hvad statsministerens ansvar er, siger Jakob Ellemann-Jensen.

På twitter skriver lederen af Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, at han også støtter op om en undersøgelseskommission.

- ... Mette Frederiksen må tage sit ansvar!, skriver han blandt andet.

Formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund, går så langt som at sige, at statsministeren og resten af regeringen bør gå af og udskrive valg.

Også hos de konservative er holdningen, at Mette Frederiksen sidder med et lige så stort ansvar, som Mogens Jensen.

Partier støtter op om Mogens beslutning

På den anden side af midten er der også enighed om, at det er en god beslutning, som Mogens Jensen har truffet.

- Fornuftigt at fødevareministeren har trukket sig. Alt har tydet på, at han har overhørt klare advarsler fra sundhedsmyndighederne om risikoen for mutationer i corona på mink, og endda har undladt at informere Folketinget. Det kan vi selvfølgelig ikke bare ignorere, skriver politisk ordfører for Enhedslisten, Pernille Skipper, på twitter.

Og Enhedslistens fødevareordfører, Peder Hvelplund, er enig.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har set meget kritisk på hans manglende håndtering af denne alvorlige minksituation, og vi var kommet til den konklusion, at vi ikke havde tillid til ministeren længere. Nu har vi ikke set redegørelsen endnu, men meget kunne tyde på, at Mogens Jensen har siddet alvorlige sundhedsfaglige anbefalinger overhørig, og det er jo dybt kritisabelt, at han, når disse er havnet på hans bord, har reageret alt for sent og undladt at orientere Folketinget om det, siger han.

- Det er også alvorligt set i forhold til folkesundheden, at ministeren ikke har handlet i tide. Det har jo betydet, at smitten har spredt sig mellem mink og mennesker og tilbage igen på min hjemegn, Nordjylland, og at vi har set flere farlige minkmutationer der. Det har betydet en meget pludselig og akut nedlukning af Nordjylland, og ministeren burde selvfølgelig have reageret langt tidligere på de alvorlige advarsler, han har fået.

Går ansvaret højere op i regeringen, altså også videre til statsministeren?

- Nedlukningen af Nordjylland og den manglende lovhjemmel er i første omgang fødevareministerens ansvar. Vi skal nu i den uvildige undersøgelse have afklaret yderligere, om ansvaret også ligger andre steder. Lige nu er der ikke noget, der indikerer, at der også ligger et ansvar hos Mette Frederiksen. Det og andre spor skal selvfølgelig undersøges til bunds, herunder i hvilket omfang sundhedsmyndighedernes dessiner og anbefalinger er blevet fulgt, og om der er truffet fejlagtige beslutninger vedrørende minkerhvervet og nedlukningen i Nordjylland.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, nøjes med at skrive, at det var en klog beslutning - noget hun også har meddelt statsministeren.

- Klogt at Mogens Jensen trækker sig. Der var ingen andre vej frem. Det har jeg også meddelt statsministeren tidligere idag, skriver hun.

Hun mener dog heller ikke, at fratrædelserne bør stoppe med Mogens Jensen.

Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, bør også gå af, siger Pia Olsen Dyhr til Ritzau, efter at have læst fødevareministerens redegørelse.

- Efter at have læst redegørelsen har jeg ikke tillid til Henrik Studsgaard, siger hun.

Gruppeformand Jacob Mark mener også, at det er den rigtige beslutning Mogens har taget, men varsler ikke umiddelbart en lyst til nu at rette søgelyset mod statsministeren.

- Det er den rigtige beslutning, Mogens Jensen har truffet ved at trække sig. Nu har vi endnu ikke set redegørelsen for forløbet, men det er en klog beslutning, siger han til NORDJYSKE.

-SF har hele vejen igennem der her krævet, at der bliver iværksat en uvildig undersøgelse, og det kommer der så nu. Det er vi tilfredse med. Nu er der brug for, at der bliver ryddet op og handlet.

Går ansvaret højere op i regeringen, altså også videre til statsministeren?

- I første omgang stiller vi os tilfredse med, at Mogens Jensen nu har truffet denne beslutning. Det er først og fremmest Mogens Jensens ansvar, at lovgrundlaget er blevet brudt. At han så muligvis har fået forkerte oplysninger af embedsværket er en anden sag.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.