Sexisme

Efter sexisme-fokus: Hvad bliver "den nye normal"?

Den seneste måneds debat om krænkende adfærd kommer til at ændre standarden for omgangsformen på arbejdspladserne - spørgsmålet er blot: En ændring til hvad?

"Skal jeg ikke lige smide dig op på bordet og tage dig bagfra?"

Når man i en artikel i nærværende medie læser, at en kvindelig, nordjysk kommunalpolitiker har måttet lægge øre til sådan en kommentar fra en mandlig kollega, må man græmmes over, at det har kunnet finde sted. I det skjulte, og så vidt vides uden at det har fået konsekvenser for den krænkende part.

Heldigvis viser den rundspørge, som NORDJYSKE har foretaget blandt de nordjyske folkevalgte kvinder i lokalpolitik, at ovenstående eksempel ikke bare hører til de grove, men også de sjældne. Langt størstedelen af de kvindelige politikere oplever sjældent eller aldrig krænkende adfærd i deres arbejde. Og nogle kvindelige politikere udtrykker endda, at det øgede fokus får dem til at skulle indtage en rolle som mulige ofre, når de i virkeligheden altid har opfattet sig selv som stærke og fuldt ud i stand til at sige højt og tydeligt fra over for krænkende adfærd.

Dermed understreger rundspørgen de pointer, vi indtil videre kan tage med fra den seneste måneds debat om sexisme på arbejdspladserne:

Første og vigtigste pointe er, at debatten har rykket ved vores tolerancetærskel: Der er opstået en fælles forståelse af, at sexisme finder sted, og at det naturligvis ikke er i orden. Sofie Lindes opråb for snart fire uger siden udløste et tiltrængt skred, og derfor er det nu endegyldigt slut med at slå seksuelle krænkelser hen med et skuldertræk. Og hurra for det.

Næste pointe er, at krænkende adfærd - heldigvis - ikke er hverdagskost. De fleste kvinder oplever det sjældent, og hvis de har oplevet noget, har de i situationen selv haft modet til at sige fra. Desværre hænger denne pointe tæt sammen med, at der tegner sig et meget tydeligt billede af, at det især er en mindre gruppe af unge, løstansatte kvinder, der bliver udsat for sexisme. Det vil sige, at de mest udsatte, dem i bunden af magthierarkiet, står alene med det her problem. Og det kan også til dels forklare, hvorfor det først er nu, vi tager et opgør med en syg kultur.

Men bedre sent end aldrig: Debatten har rykket sig, og efter at have fået luftet ud og fortalt om krænkelserne, skal vi nu - mænd og kvinder, chefer, medarbejdere og løstansatte, til at finde en ny normaltilstand. For hvad præcis betyder det for vores hverdag, når hensynet til en mulig krænket skal tænkes ind? Hvad kommer efter: "Ok, vi gjorde sådan her og troede, at alt var godt - vi tog fejl"?

I værste tilfælde sker der ingenting. Flertallet, alle dem, der ikke oplever krænkelser og krænker nogen, fortsætter med at vende det blinde øje til. Eller måske næsten lige så slemt: Vi går i den anden grøft og opbygger en kultur, hvor man hele tiden er bange for at blive misforstået i helt normale samtaler og ordvekslinger.

I bedste tilfælde bruger vi den chance, vi nu har fået. Vi skal derhen, hvor vi også siger fra på andres vegne, hvis vi oplever grænseløs eller krænkende adfærd, når vi er på job. Fordi dem, det oftest går ud over, er ofte ikke selv i stand til det. Det er et fælles ansvar.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.